Graffitimaler blev taget med maling på fingrene og spraydåse i lommen

Med sort maling på fingrene og en spraydåse i lommen blev en 19-årig mand natten grundlovsdag taget på fersk gerning efter at have malet graffiti på husfacader og en togvogn i Vejle.

Sydøstjyllands Politi fortæller på Facebook, at en opmærksom borger slog alarm ved 01-tiden natten til i går og oplyste politiet om, at der var gang i graffiti-hærværk flere steder i Vejles bymidte. 
En politipatrulje spottede hurtigt en ung mand, som netop havde haft fingeren på spraydåsen og efterladt sig sorte ”tags” flere steder rundt i byen.

Han blev blev anholdt og kørt til politistationen, hvor det hurtigt viste sig, at den 19-årige havde spraydåser i tasken, der matchede både den sorte maling på hans fingre og de tags, som han havde efterladt sig på sin natlige malerfærd gennem Vejle.

Imens havde en årvågen hundepatrulje også fundet frem til flere andre nymalede ”tags”, og den 19-årige er nu sigtet for ialt fem tilfælde af hærværk i form af graffiti.
Med friske grafitti-”tags”, sorte fingerspidser og spraydåser i tasken får den 19-årige svært ved at løbe fra ansvaret for hærværket.

Han kan se frem til et stort erstatningskrav og en stor bøde, oplyser Sydøstjyllands Politi, der også takker borgeren for god hjælp og opfordrer andre til at kontakte politiet, hvis de ser noget mistænkeligt.