Grafik: Se hvordan din kommune klarer undervisningen

Den liberale tænketank Cepos har tirsdag udgivet en opgørelse, der viser, hvordan de danske skoler klarer sig i forhold til hinanden.

Cepos har tirsdag udgivet en opgørelse, der viser, hvordan de danske skoler klarer sig. TV SYD har derfor kigget tallene igennem og giver her overblikket over de sydjyske kommuner.

Analysen fra Cepos bygger på tal fra Undervisningsministeriet, som tager højde for elevernes sociale og økonomiske baggrund. Det er derved muligt at tegne sig et billede af, om den enkelte skoles elever har klaret det bedre eller dårligere end andre elever med samme baggrund på landsplan.

Kolding bedst - vejen dårligst

Det er i Kolding, at eleverne klarer sig bedst sammenlignet med, hvordan man skulle forvente, at de ville klare sig ud fra forældrenes baggrund.

Her var undervisningseffekten på +0,264, hvilket vil sige, at skolen har løftet eleverne +0,264 karakterpoint højere end forventet.

I den anden ende af skalaen ligger Vejen Kommune med en undervisningseffekt på -0,188, der altså fortæller, at eleverne præsterer næsten 0,2 karakterpoint lavere end forventet. Der er derfor næsten en halv karakter til forskel mellem den kommune i TV SYDs sendeområde, der klarer sig bedst, og den der klarer sig dårligst.

Den bedste skole i det sydjyske er Fredericia Realskole med en undervisningseffekt på +1,1, mens den dårligste er Adventure Efterskolen i Broager med en undervisningseffekt på -1,1.

Nedenfor kan du se undervisningseffekten i din kommune i henholdsvis 2010 og 2014. Er effekten eksempelvis på +0,1 har skolen løftet eleverne 0,1 karakterpoint højere end forventet.