Gratis forfatterskole for unge hitter

100 unge bruger en uge af sommerferien på gratis forfatterskole i Sønderborg. Billetterne er revet væk af ambitiøse forfatterspirer.

Der løber mange 12 og 16 årige rundt med et spirende forfatterhjerte i Sønderjylland. De 100 pladser til forfattersommerskolen for unge har hurtigt fået ben at gå på, og ventelisten er lang.

- Det har været en succes udover alle forventninger, siger projektleder for SAXO Forfatterspirerklub Nina Anker Nissen til TV SYD.

De unge bliver undervist på Sønderborg Bibliotek af professionelle forfattere, og selvom man skulle tro, at de unge så alle drømte om at blive den næste J. K. Rowling, så er det ikke tilfældet.

- Selvfølgelig er der nogle, der går rundt med en drøm om at skrive den næste Harry Potter-serie, men for mange handler det også om at blive dygtige til at skrive, fortæller projektlederen.

- De unge er opmærksomme på, at de i fremtiden får brug for at være dygtige til at formulere sig på skrift i forhold til uddannelse, så det er også et udtryk for, at de unge er ambitiøse, siger hun til TV SYD.

Forfattersommerskolen bliver holdt for første gang både i Odense, Århus, København og Sønderborg.