Gratis røgalarmer skal sikre mod brandfarlig december

Julemåneden er højsæson for brande i private hjem. Brand og Redning Sønderjylland sætter fokus på røgalarmer ved at dele dem ud på gaden i Haderslev.

December forbinder vi som regel med hygge og julestemning. Men december er også måneden, hvor der opstår flest brande i private hjem.

I Syd- og Sønderjylland slukkede brandvæsnet i gennemsnit 81 brande i december fra 2011-2015. Det er ca. 14 flere brande end i en gennemsnitsmåned.

Derfor er det også ekstra vigtigt at tjekke, at røgalarmen virker netop nu. For at minde folk om det, er Brand og Redning Sønderjylland gået på gaden i Haderslev, hvor de deler gratis røgalarmer ud.

quote

Vi kan hverken lugte røgen eller høre røgalarmen, hvis den er i et andet rum, når vi sover. Og det er røgen, man dør af.

Mikkel Linnet, beredskabsinspektør, Brand og Redning Sønderjylland. 

- Mange har faktisk røgalarmer, der ikke virker. Så vi opfordrer til, at folk går hjem og tester deres røgalarmer, siger beredskabsinspektør Mikkel Linnet til TV SYD.

Han forklarer, at det især er vigtigt at have en brandalarm i soveværelset.

- Vi kan hverken lugte røgen eller høre røgalarmen, hvis den er i et andet rum, når vi sover. Og det er røgen, man dør af.

For nylig reddede røgalarmen en ældre kvinde, der var faldet i søvn, imens hun lavede mad på komfuret.

- Røgalarmen vækkede hende, så der ikke skete noget. Det reddede hendes liv. Så det er utrolig vigtigt, at røgalarmerne virker, siger Mikkel Linnet til TV SYD.

Fem gode råd til en brandsikker jul

  • Gå aldrig fra tændte, levende lys.
     
  • Den, der tænder, slukker.
     
  • Hav altid vand i nærheden.
     
  • Stil aldrig brandbare ting fra dig på komfuret. 
     
  • Bliv i køkkenet, når du laver mad. 
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.