Grindsted Å: Massiv vinylklorid-forurening allerede i 2010

Allerede i 2010 var myndighederne klar over, at grænseværdierne for det kræftfremkaldende stof var overskredet 40 gange i Grindsted Å.

Fredag fortalte "Ingeniøren", at forskere fra DTU har målt store koncentrationer af det kræftfremkaldende stof vinylklorid i vandet i Grindsted Å.

Historien har fået en lang række politikere fra blandt andet Socialdemokratiet og SF til at forlange, at der skal gøres noget ved problemet her og nu.

Det viser sig imidlertid, at miljøminister Karen Ellemann i den daværende VK-regering på et møde i juni 2010 med Region Syddanmark og Billund Kommune blev orienteret om, at der var målt koncentrationer af vinylklorid, der overskred grænseværdien med 40 gange over en strækning på otte kilometer. 

Det gav dengang anledning til, at der blev nedsat en arbejdsgruppe, der på baggrund af de nye data skulle vurdere om der sker en væsentlig påvirkning af å-systemet.

Arbejdsgruppen konkluderede - ikke overraskende - at åen på en strækning på otte kilometer ikke er i en "god økologisk tilstand", men der er ingen konkrete anbefalinger om at afhjælpe forureningen. Vandløbet skal holdes under observation.

Nu - otte år senere - gentager historien sig.