Grindsted-bekymringer skal undersøges og kortlægges

Forretningsudvalget i Region Syddanmark har formelt besluttet at undersøge muligheden for at finde svar på nogle af de bekymringer, borgerne i Grindsted har over at bo tæt ved de massive forureninger i og omkring byen.

Er der en overrepræsentation af visse lidelser og sygdomme i Grindsted by, som nogle Grindsted-borgere har udtrykt bekymring for i forbindelse med den aktuelle debat om forureningen under byen?

I første omgang skal det undersøges, om der kan tilrettelægges et forskningsprojekt, der vil kunne give svar på nogle af de spørgsmål om sundhedsrisikoen ved at bo i Grindsted, som borgere i byen har rejst i den seneste tid.

Forslaget om en undersøgelse blev lanceret på et pressemøde lørdag den 10. marts på rådhuset i Billund Kommune efter regionens og Billund Kommunes informationsarrangementer om forureningen. Her gjorde flere borgere opmærksom på deres undren over et tilsyneladende forhøjet udbrud af sygdommene ALS, kræft mm. i Grindsted. 

quote

Vi tager det selvfølgelig seriøst, når borgere udtrykker bekymring for egen sundhed.

 Stephanie Lose, (V), formand, Region Syddanmark 

Nu har et enigt forretningsudvalg så også formelt valgt at sætte undersøgelsen i gang, oplyser Region Syddanmark i en pressemeddelelse.

- Vi tager det selvfølgelig seriøst, når borgere udtrykker bekymring for egen sundhed. Derfor vil vi gå meget langt for at se, om det er muligt at få tilvejebragt data, der kan give os de svar, som borgerne også efterlyste ved vores informationsarrangement i marts måned, siger regionsrådsformand Stephanie Lose (V) og tilføjer: 

- Vores møde med Styrelsen for Patientsikkerhed i denne uge bekræftede, at der ikke findes sundhedsdata i en form, som kan bruges til at drage endelige konklusioner om, hvorvidt der skulle være en risiko ved at bo tæt på den massive forurening. Men det er også vigtigt at understrege, at vi ikke har nogen indikationer af, at det skulle være farligt at bo i Grindsted ud fra de sundhedsdata, vi kender i dag. 

Sundhedsstyrelsen oplyste så sent som i februar i år i et svar til Folketinget, at den ikke er bekendt med, at der skulle være tegn på et forhøjet antal kræfttilfælde (herunder sjældne kræftformer), højere abortfrekvens eller fertilitetsproblemer i den tidligere Grindsted Kommune – nu Billund Kommune.