Grindsted-forurening udløser sundhedsundersøgelse

Styregruppen for sundhedsundersøgelsen i Grindsted besluttede på et møde tirsdag, hvilke personer og sygdomme undersøgelsen skal omfatte.

Lider borgere i Grindsted af flere sygdomme på grund af Grindstedværkets forureninger?

Det skal undersøges, og tirsdag havde styregruppen deres første møde, hvor det blev klarlagt, hvem undersøgelsen skal omfatte, og hvilke sygdomme der skal undersøges.

Forslaget om en undersøgelse blev lanceret på et pressemøde den 10. marts på Billund Rådhus, efter flere borgere i Grindsted gjorde opmærksom på deres undren over et tilsyneladende forhøjet udbrud af sygdomme som ALS og kræft i byen.

Disse lidelser og sygdomme skal indgå i undersøgelsen

  • Astma og allergi
  • Fertilitetsproblemer
  • Hjerte-kar-sygdomme
  • Kræftsygdomme
  • Misdannelser
  • Neurologiske lidelser (fx ALS)
  • Psykiske lidelser hos børn (ADHD, autisme, depression og angst)

I juni modtog Region Syddanmark 900.000 kroner til at gennemføre denne sundhedsundersøgelse, der altså skal undersøge, om der er en overhyppighed af bestemte sygdomme i byen på grund af forureningerne fra det tidligere Grindstedværket.

På mødet blev det besluttet, at undersøgelsen skal omfatte borgere, der har boet i byen, mens udledningen af det giftige materiale foregik – både nuværende borgere og fraflyttere. Derudover vil tilflyttere også indgå i undersøgelsen.

Resultatet af undersøgelsen vil være klar i forsommeren næste år, hvor resultaterne så skal sammenlignes med byer, der har lignende sociale og økonomiske forhold som Grindsted.

Borgerne i Grindsted vil blive inviteret til et informationsmøde om sundhedsundersøgelsen.

Hvis du vil vide mere om Grinsted-forureningen, kan du klikke her.