Grindsted-kvinde død i springflod

Det var den 32-årige studerende Henriette Borg Kristensen, Grindsted, der fredag omkom i en naturkatastrofe under en trekkingtur i den indisk kontrollerede del af Kashmir-provinsen, skriver JydskeVestkysten fredag.

Den unge sydjyske historie- og etnografistuderende ved Københavns Universitet var på tur med sin rumænske kæreste og fire venner, da hun blev revet med af de voldsomme vandmasser, en såkaldt springflod, forårsaget af voldsomt regnvejr.

Kæresten savnes

Kæresten meldes fortsat savnet, mens de fire venner overlevede.

De indiske myndigheder melder indtil nu om 177 omkomne.Vandmasserne forårsagede store ødelæggelser i byen Leh.

Liget hjem til Danmark

Familien venter nu på nyt fra Udenrigsministeriet og forsikringsselskab i forhold til, hvornår den afdøde kan bringes hjem til Danmark.