Grindsted Sejlklub er tvunget til at lukke efter 47 år

Billund Kommune forbyder nu al sejlads med joller på Engsø. Det betyder, at den 47 år gamle Grindsted Sejlklub nu må lukke.

Joller skal nu finde et andet sted at sejle end i den forurenede Engsø i Grindsted.

Sådan lyder udmeldingen fra Billund Kommune, efter en ny anbefaling fra Styrelsen for Patientsikkerhed nu påpeger, at der er en potentiel sundhedsrisiko forbundet med sejlads med joller på Engsøen.

- Joller og små sejlskiber har en mast, og når de kæntrer, så kan masten nå ned i bunden af søen, hvor forureningen er, siger Billunds borgmester, Ib Kristensen, (V).

JydskeVestkysten skriver, at der længe har været forbud mod sejlads med motor, badning i søen og mod at spise fisk fra søen, da bundslammet blandt andet er fyldt med kviksølv.

Og når der rodes op i søbunden, som kan ske med en mast, hvis en jolle kæntrer, så blander kviksølvet sig med det iltede vand og omdannes til methylkviksølv, som er meget sundhedsskadeligt for både mennesker og dyr.

Grindsted Sejlklub må lukke

Beslutningen om at forbyde sejlads med joller betyder, at den 47 år gamle Grindsted Sejlklub bliver nødt til at lukke.

- Det, synes vi, er smadderærgerligt. Forbuddet betyder jo, at vi ikke har noget eksistensberettigelse, siger Jane Ladegaard, som er kasserer i Grindsted Sejlklub.

Hun har selv været medlem af sejlklubben i 15 år, som i dag tæller ti medlemmer.

Stadig mulighed for sejlads uden mast

Forbuddet kommer dog kun til at gælde joller, fordi de har en mast. Der er stadig mulighed for at nyde Engsø til vands.

- Når vi nu tager kanoer eller kajakker, så er det ikke et problem, for det er jo ikke selve vandet, der er forurenet, men bunden, siger Billunds borgmester, Ib Kristensen, (V).