Grindstedforurening: Ministerbesøg uden løfter

Miljø- og fødevareministeren var torsdag på besøg i Grindsted for at høre mere om forureningen. Selvom han ikke kunne love nogen penge, er både borgmester og regionsrådsformand tilfredse.

Forureningen fra Grindstedværket har i tre årtier bekymret borgerne i byen. Jordforurening er egentlig en opgave for regionen, men ifølge en ny rapport fra Danske Regioner vil det koste et trecifret millionbeløb at rense jorden i Grindsted. 

Derfor mener Region Syddanmark, at oprydningen også skal være en statslig opgave. Under sidste uges folkemøde krævede to lokale folketingspolitikere, at staten bidrager til opgaven.

I dag var miljø- og fødevareminister, Jakob Ellemann-Jensen på besøg i Grindsted, men han kunne ikke love flere penge til oprydningen. 

- Den store pengetrailer fra Finansministeriet har jeg ikke fået lov at låne i dag. Næste år skal vi forhandle hele den økonomi, regionerne har til forureningsbekæmpelse. Men i dag har jeg fået bestyrket min tro på, at regionen har godt styr på opgaven, selvom den er vanskelig, siger Jakob Ellemann-Jensen til TV SYD. 

I 2019 skal regeringen og regionerne forhandle finansiering af oprydninger efter forureninger. Det skyldes at EU har vedtaget, at medlemslandene fremover skal vægte vand- og naturområder ligeså højt som byområder, når de beslutter, hvor der skal ryddes op efter forurening. Det er i disse forhandlinger, forureningen i Grindsted kan komme på bordet. 

Selvom der ikke fulgte penge med ministerbesøget, er både borgmester Ib Kristensen (V) og regionsrådformand Stephanie Lose (V) positive over dagens arrangement. 

- Det er klart, at sagen rykker længere ind på ministerens bord. Jeg tror, der kommer til at ske noget nu, fordi det har fået støre opmærksomhed, siger Stephanie Lose.

- Jeg er sikker på, at ministeren har fået større forståelse for sagen. Når den så dukker op på hans skrivebord igen, har han også større forståelse for det, siger borgmester Ib Kristensen til TV SYD.