Grise på fri fod efter grisetransport vælter

Onsdag aften væltede en grisetransport ved Bylderup-Bov. Her måtte 16 svin aflives, mens en tilsvarende gruppe stadig er savnet.

21.06 onsdag aften modtog politiet meldingen om en væltet grisetransport på Fogderupvej ved Bylderup-Bov. Lastbilen var læsset med 215 slagtesvin. 

16 slagtesvin var enten døde eller måtte aflives ved uheldet, og 14-15 søer er fortsat på fri fod.
Video: LocalEyes.

- Lastbilen er væltet, fordi det ene hjulsæt kom for langt ud i rabatten, siger Henrik Sønderskov, der er vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD.

Se mere tv på localeyes.dk.

16 grise døde enten på stedet eller måtte aflives af en dyrlæge efter uheldet, oplyser vagtchefen. Derudover mangler politiet stadig at finde en større gruppe slagtesvin.

- Der er stadigvæk 14-15 søer på fri fod, så hvis man ser en so i området, så må man gerne ringe til os på telefon 114, siger Henrik Sønderskov.

Grisetransport med smågrise væltede også

Tidligere onsdag havde politiet også travlt med at hjælpe grise. Klokken 11.49 væltede en grisetransport med omkring 500 12-ugers grise på Mommarkvej på Sydals.

Her var grisene på vej ind til en gårdejer, inden lastbilen kom for langt ud i rabatten, og anhængeren væltede om på siden.

Uheldet betød, at nogle af smågrisene måtte aflives af en dyrlæge. Politiet har dog ikke det præcise antal.