Grise-pukkel skal slagtes i Tyskland

Tre arbejdsnedlæggelser hen over foråret betyder, at Danish Crown er bagud med 100.000 slagtninger. Puklen skal nu fjernes ved at køre svin til slagtning i Tyskland.

Tre arbejdsnedlæggelser hen over foråret har kostet op mod 100.000 tabte slagtninger på Danish Crowns danske svineslagterier. 

Derfor er Danish Crown tre slagtedage bagud. I denne uge med Kristi Himmelfartsdag slagtes der kun tre dage - og derfor kan dyrevelfærden i staldene hos den enkelte landmænd begynde at blive en udfordring.

- Det er absolut sidste udvej for os at køre danske grise til Tyskland. Det sker udelukkende, fordi mange af vores landmænd er presset på plads i staldene. Samtidig ser vi ind i en uge med sommervejr og stigende temperaturer, så vi må gøre, hvad der er muligt for ikke at gå på kompromis med dyrevelfærden, siger Søren F. Eriksen, direktør for Danish Crown Pork, i en pressemeddelelse.

Normalt ville Danish Crown kunne indhente det tabte gennem overarbejde på de danske slagterier, men sommerferien betyder, at Danish Crowns kapacitet i Danmark hen over sommeren akkurat rækker til at slagte de grise, landmændene tilmelder til slagtning uge for uge.

Grisene, der skal slagtes i Tyskland, vil blive hentet i den sydligste del af Jylland, så transporttiden begrænses til et absolut minimum.

- Det er langt fra nogen optimal løsning at køre grise til slagtning i Tyskland, men vi står i en ekstrem situation, så vi har ikke rigtig andre muligheder, siger Søren F. Eriksen.

Det er foreløbigt planen at sende omkring 10.000 grise til slagtning i Tyskland om ugen.