Grisestald i brand i Brørup

En grisestald på en gård ved Brørup har stået i brand det meste af nytårsnat. 27 grise måtte aflives.

Branden blev opdaget og anmeldt kort efter kl. 03.30.

- Der gik ild i en staldbygning med omkring 150-200 svin. 27 af dyrene er aflivet, mens de andre er flyttet i sikkerhed i en anden bygning, siger vagtchef Michael Skaarup fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

Ejerne af grisestalden siger til TV SYD, at der var brændt meget fyrværkeri af omkring gårdens længer, så der er meget sandsynligt tale om at gløder fra fyrværkeriet har startet branden.