Grundejere kan jage badegæster væk

Grundejere ved strandene i Hejsager og Kelstrup kan jage badegæster væk, selv om der principielt er fri adgang til strandene i Danmark.

Den fri adgang til strandene gælder dog ikke for private strande, hvis en beboelse ligger inden for 50 meter fra stranden.
 
I Sønderjylland har det ikke tidligere været et problem, fordi strande og veje fra tysk tid har været umatrikulerede og derfor i tingbogen er opført som tilhørende kommunen. Det vil sige, at de i princippet ikke har nogen ejer.

Imidlertid førte ændret lovgivning i 1990'erne til, at kommunen ikke længere automatisk ejer af strandene.

På den pågældende kyststrækning ved Hejsager Strand og Kelstrup Strand ligger mange huse meget tæt på vandet, og det kan forhindre offentligheden i at opholde sig på stranden og bade fra den, hvis ejerne kræver matriklerne overført.

Grundejer vil eje stranden

Det har en enkelt grundejer i Kelstrup gjort, og hvis flere følger efter, kan de bynære og populære badestrande ved Haderslev blive lukket for offentligheden.

Haderslev Kommune vil nu forhindre, at badegæsterne kan jages væk. Det kan ske ved, at kyststrækningen bliver fredet.

- Der har altid været mulighed for at bade ved de strande, og det vil der også være fremover, hvis Fredningsnævnet er enige med os i, at kyststrækningen bør fredes, siger formanden for udvalget for plan og miljø, H.P. Geil.

En fredning medfører fri og uhindret adgang til stranden for offentligheden, men også at der ikke må bygges på stranden eller opføres hegn, murværk eller boldværk, dog kan der søges om tilladelse til at kystsikre.