Grundlov forhindrer forbud mod rockerborge

Esbjerg får ikke ny værktøjer mod uønskede rockerborge. Grundloven gør et forbud umuligt, så det bliver en lang sej kamp, sagde justitsministeren i et samråd i Folketinget i dag.

De fire store byer i TV SYDs region har eller har haft rockerborger. Sidste sommer efterlyste borgmester Johnny Søtrup, Esbjerg, værktøjer til at slippe af med de to rockerborge, som byen har i dag.

Også Kolding har haft store problemer med rockerne. TV SYD har fået en kommentar fra borgmester Jørn Pedersen til dagens samråd.

Her kom det frem, at de grundlæggende frihedsrettigheder, som danskerne er beskyttet af i grundloven, gør det ikke muligt at ændre rockerloven, så rockerborge i boligkvarterer kan fjernes.

Det var justitsminister Karen Hækkerups (S) budskab i torsdagens samråd på Christiansborg om forbud mod rockerborge.

Justitsministeren og miljøministeren var indkaldt til samrådet i Folketingets Retsudvalg på baggrund af den Bandidos-rockerborg, som blev etableret i et boligkvarter i Vanløse i efteråret 2013.

Det skabte stor debat om muligheden for at lave rockerloven om, så rockerborge kan forbydes og fjernes.

Rockerborgen i Vanløse står der endnu, og i samrådet er det gjort klart, at den nok ikke forsvinder foreløbig.

- Vi har at gøre med helt grundlæggende frihedsrettigheder. De gælder for alle, om man i det konkrete tilfælde kan lide det eller ej.

- Der findes ikke nogen snuptagsløsning, når det gælder kampen mod rockerborge. Det er og bliver en lang og sej kamp, siger Karen Hækkerup.

Hun medgiver, at hun selv tidligere har foreslået en udvidelse af rockerloven, så det kan blive nemmere at bekæmpe rockerborge. Men hun har måttet sande, at det ikke er muligt, som hendes forgænger, Morten Bødskov (S), tidligere har redegjort for.

- Grundloven sætter rammer, som vi naturligvis må holde os indenfor. Men derfor har vi for eksempel rockerloven eller planloven, som kommuner kan benytte sig af for at sørge for, at det ikke sker igen.

Karen Hækkerup understreger, at hun ikke synes om, at rockere kan slå sig ned i villakvarterer, og at én kriminel gruppe i Danmark er en for meget, og én rockerborg er én for meget.

- Vi følger dem derfor tæt, vi stresser dem og burer dem inde, hvis vi kan komme af sted med det. Og så samler vi dem op, som gerne vil ud af det, siger Hækkerup.

Justitsministeren tilføjer, at i regeringen netop har fremlagt en ny rocker- og bandepakke, som skal løfte den samlede indsats mod rockere til højeste niveau nogensinde.