Grundstødt Fanø-færge kom fri af sandbanke

Færgen mellem Esbjerg og Fanø sejler igen efter grundstødning lørdag morgen.

Færgen "Fenja", som sejler mellem Esbjerg og Fanø, kom ved 19-tiden helt fri af den sandbanke, som færgen rendte på lørdag morgen i tæt tåge.

Det oplyser vagthavende hos Søværnets Operative Kommando (SOK).
 "Fenja" var på vej ind til Nordby på Fanø, da den i sejlrenden gik på en sandbanke. Det lykkedes dog at få passagererne flyttet over på færgerutens anden færge, der kunne sejle dem i land.

Det meste af dagen stod færgen på grund, mens mandskabet ventede på højvande. Det kom sidst på eftermiddagen, og omkring kl. 19 havde båden atter vand under kølen og kunne fortsætte trafikken.
 Imens sejlede den anden færge på ruten, "Menja", så mange afgange som overhovedet muligt for at få passagerer fragtet frem og tilbage.