Gryntvig og Øffe Elbæk er flyttet ind på højskolen

Eleverne på Rødding Højskole er glade. Efter årtiers pause er der atter fritgående grise på skolens arealer – og på skoleskemaet.

- Det er super sjovt – og hele oplevelsen er meget lærerig. Man har ansvar for dyrene – og får et forhold til dem.

Sådan siger elev Mads Gammelgaard om de tre fritgående grise, der onsdag indtog markerne ved Rødding Højskole. Her skal de gå og rode i jorden hele foråret, indtil de i juni ender på elevernes tallerkner.

quote

Det er langt fra deres hverdag, hvor kød og dyr ligger i køledisken. Nu skal de selv passe, pleje og slagte dem.

Kasper Hofer Østergaard, lærer, Rødding Højskole

Mads går på politik-linjen og har sidefaget Selvforsyning for begyndere - et populært fag, hvor eleverne laver en masse ting fra bunden. De har f.eks. lavet deres egen bacon, øl, yoghurt og ost.

- Eleverne synes, det er vildt spændende. Det er langt fra deres hverdag, hvor kød og dyr ligger i køledisken. Nu skal de selv passe, pleje og slagte dem - og lære om de forskellige udskæringer og lave mad ud af dem, forklarer Kasper Hofer Østergaard, der underviser i ”Selvforsyning for begyndere” på Rødding Højskole.

Allerede på førstedagen er eleverne kommet med forslag til navne på grisene. Navne, der både er politiske og afspejler højskoleånden.

- Eleverne er blevet enige om navnene Gryntvig, Øffe Elbæk og Mogens Gristrup, griner Mads Gammelgaard.

Faglæreren forklarer, at faget er populært, fordi det rammer tidens tendenser.

- Der er kommet en tidsånd, hvor man gerne vil være klogere på den mad, man putter i munden, hvor den kommer fra, og hvordan den er lavet – og man er blevet mere kritisk overfor præfabrikeret mad.

quote

Det er levende dyr, der spiser, grynter og har det fedt. Men på et tidspunkt skal de på slagtebænken og spises. Jeg kan forestille mig, at det vil være lidt makabert.

Mads Gammelgaard, elev, Rødding Højskole

Men det er ikke kun eleverne, der glæder sig over de fritgående grise ved højskolen.

- Vi synes, det er vildt interessant, som gammelt landbrug helt op til 1980’erne, at vi kan gå tilbage til vores rødder, og have grise her, forklarer Kasper Hofer Østergaard.

Til gengæld er eleverne meget spændte på, når Gryntvig, Øffe Elbæk og Mogens Gristrup skal slagtes til sommer.

- Det er levende dyr, der spiser, grynter og har det fedt. Men på et tidspunkt skal de på slagtebænken og spises. Jeg kan forestille mig, at det vil være lidt makabert, slutter Mads Gammelgaard.

Ønsket om igen at få grise på højskolen er blevet til virkelighed i samarbejde med den økologiske gård Abildskær Gård, der i forvejen leverer skolens svinekød.

Hvis faget fortsætter med at være en succes, vil højskolen også gerne have høns og får gående.