Guide: Sådan taler du med om VM i fodbold uden at vide noget som helst

VM i fodbold er over os, og selvom de fleste i landet glæder sig til slagsang og fadøl, er det en skrækkelig tid for os, der ikke kan kende en målmand fra en angriber. Bare rolig, denne guide hjælper dig.

Føler du også angstens sved komme krybende, så snart samtalen bevæger sig ind på fodbold? Frygter du i disse uger ethvert ophold ved kantinens kaffemaskine, fordi du ved, at VM lige nu får al small talk til at indeholde ord som topscorer og defensiv.

Fortvivl ej længere – min fodboldfobi har drevet mig rundt på redaktionen på jagt efter mine mest fodboldgale kollegaer i håb om at få nogle oneliners, der kan sætte en mesterlig boldsnak i gang.

Guiden her får dig måske ikke til at fremstå som et decideret foldboldorakel, men med lidt held kan du fake dig igennem som en gennemsnitlig roligan, der i hvert fald kan skille skidt fra skrueknopper.

 

”Det nye VAR-system ødelægger charmen ved spillet”

Selvom det lyder som noget fra Anden Verdenskrig, er VAR-systemet angiveligt et brandvarmt emne, hvis du skal kloge dig på VM i fodbold. Helt grundlæggende er der tale om en hjælpedommer, som dommeren på banen kan benytte i kritiske situationer. Hjælpedommeren ser situationen igennem på en skærm og kan assistere hoveddommeren. Hoveddommeren kan også vælge selv at se episoden på skærmen. Systemet deler vandene mellem dem, der mener, det er retfærdigt, og dem der mener, det fjerner romantikken i spillet.

”Hvis de skal nå noget, får de brug for en bedre 6’er”

En 6’er er fodboldlingo for en defensiv midtbanespiller. Det er den spiller, der er placeret mellem forsvaret og de øvrige midtbanespillere. De er defensive og typisk bedre til at tackle end de andre midtbanespillere. Og så er de tilsyneladende vigtige – uanset hvad kommer du i hvert fald til at imponere henover frokostbuffeten. Som en ekstra bonus kan sætningen bruges i al fodboldrelateret snak – også uden for VM.

”Det bliver Messis VM. Han er sulten.”

Selvom Messis navn er kendt af selv den største boldfornægter, så er VM-trofæet åbenbart et af de få trofæer, han aldrig har løftet. Snakken om hans jagt på titlen er derfor et godt sted at starte, når den første fadøl bliver skænket til kampstart.

”Jeg tror ikke, Andreas Christensen gør det så godt som Bjelland”

Forsvarsspilleren Andreas Bjelland blev på grund af en skade ikke udtaget til VM-truppen i år. Det bliver formentlig den 22-årige Andreas Christensen, der overtager hans plads i forsvaret. Fravalget af Bjelland er med garanti noget, der sætter snakken i gang.

”Jeg tror sgu, Belgien tager den i år.”

Selvom Brasilien, Tyskland og Frankrig står øverst på listen over favoritter til at vinde VM-guld i Rusland, kan du få dig selv til at fremstå som en ægte kender, ved at komme med et lidt mere kontroversielt bud. Belgien er ikke et  urealistisk bud, men stadig ikke det hold, de fleste ville nævne i den sammenhæng. Hvis du følger op med: ”De har det stærkeste hold på papiret men har svært ved at levere i slutrunder”, lyder du som en ægte ekspert.

”Det er en skam, Danmark ikke går videre fra gruppespillet”

Ud fra reaktionen på redaktionen at bedømme er det her øjensynligt det mest kontroversielle, du kan sige lige nu. Så hvis du gerne vil have gang i en lidenskabelig debat, smider du bare den på bordet.