Guide: Undgå p-bøder, når du ser på sejlskibe i Esbjerg

Besøgende strømmer til Tall Ships Races, som giver store trafikale udfordringer i byen, lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Vil du undgå at få en parkeringsbøde eller - endnu værre - at få din bil fjernet, mens du nyder synet af de mange sejlskibe på havnen i Esbjerg, er det vigtigt, at du retter dig efter de parkeringsregler, der de kommende dage gælder for hele havneområdet.

Ifølge Esbjeg Kommune skal besøgende helt lade være med at køre til havneområdet med bilen. Der er parkeringsforbud alle steder, og hvis bilen alligevel parkeres i området, bliver den fjernet og opmagasineret på ejerens regning.

Syd- og Sønderjyllands Politi har i forbindelse med Tall Ships Races etableret et mobilt kontor på Esbjerg Havn, og herfra lyder det onsdag eftermiddag, at flere biler holder ulovligt parkeret på havneområdet.

Gratis parkering på Skibhøj

I stedet er der mulighed for at benytte gratis parkeringspladser på Skibhøj, Darumvej 164.

Parkeringspladsen er åben fra klokken 9.00 - 24.00 onsdag og torsdag. Fredag er der adgang frem til klokken 01.00, og lørdag fra 9.00 - 16.00.

Der kører gratis shuttlebusser til havnen med 5-15 minutters intervaller. Turen tager godt 10 minutter.

Der er dog mulighed for handicapparkering på Britanniavej 2 og Adgangsvejen 15.

Få flere informationer på Esbjerg Kommunes hjemmeside.