TV der bevæger dig

Guldtræner kvitter Sønderjyskes ishockeymestre

Guldholdet skal se sig om efter en ny træner.

Mario Simioni stopper i Sønderjyske få dage, efter at han førte klubben frem til det danske mesterskab.

Sønderjyske-træner Mario Simioni stopper hos de nykårede danske ishockeymestre.

Den succesfulde canadier, der fredag førte Sønderjyske frem til det danske mesterskab med en sejr i Frederikshavn, oplyser i en pressemeddelelse, at han ikke vil stå i spidsen for holdet fra Vojens i næste sæson.

- Tiden er kommet og med guldmedaljen i tasken, kan jeg forlade klubben med hævet hoved, siger Simioni til nordschleswiger.dk.

Simioni, som har ført Sønderjyske frem til fire mesterskaber siden ansættelsen i 2004, har tidligere udtrykt frustration over, at han ikke har fået noget kontraktudspil fra klubbens ledelse, der endnu ikke har et økonomisk overblik for næste sæson.

- Efter alt det, jeg har udrettet her i klubben, er det nedværdigende for mig, at jeg i slutningen af april skal evalueres af en bestyrelse.

- Da jeg kom var Sønderjyske det dårligste hold i ligaen. I dag er vi sammen med Herning topholdet i dansk ishockey, siger Simioni.

Sønderjyske-direktør Klaus Rasmussen var overrasket, da han mandag fik nyheden fra trænerens egen mund ved en guldfest i Vojens.

- Jeg kan kun have respekt for, at Mario Simioni har truffet sit valg. Han har haft uvurderlig betydning for opbygningen af Danmarks suverænt stærkeste ishockeyorganisation.

- Vi er ham stor tak skyldig, og vi ønsker Mario Simioni det bedste for fremtiden.

- Det er format at sige farvel med alle en sæsons pokaler i skabet, siger Klaus Rasmussen med henvisning til, at Sønderjyske tidligere på sæsonen også blev danske pokalmestre.

Det er uvist, hvor canadieren fortsætter trænerkarrieren, men han gav i weekenden i et interview med Ritzau udtryk for, at han gerne fortsætter i Danmark.

I den forbindelse nævnte han Esbjerg som en mulig ny arbejdsgiver.

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden