Gylle ind - biogas ud: Masser af arbejdspladser på vej

Sønderborg opfører i disse år to biogasanlæg, der skal hjælpe kraftigt med til en CO2-fri kommune om ti år.

Da spaden i dag blev sat i jorden til et nyt biogasanlæg ved Glansager uden for Sønderborg, var det endnu et signifikant skridt imod en CO2-neutral kommune om ti år.

I 2029 vil Sønderborg være CO2-dukse og fri for at belaste miljøet med drivhusgassen. Det er 20 år før resten af Danmark, og to nye biogasanlæg ved først Glansager på den østlige side af Sønderborg by og senere ved Kværs på den anden side af byen bidrager til den vision.

Sønderborg Kommune vurderer, at de to nye anlæg vil skabe 50 nye arbejdspladser og reducere CO2-udslippet med 100.000 ton.

I Glansager bliver der samlet investeret 250 mio. kr. i et anlæg, der årligt skal omdanne ca. 378.000 ton organisk affald, herunder gylle og madaffald, til 17,5 mio. kubikmeter biogas, der kan sendes ud i gasnettet og erstatte naturgas fra Nordsøen til opvarmning af huse. Biogassen kan også bruges til blandt andet brændstof til fly, busser og lastbiler, så transportsektoren, der er den mest energitunge del af det danske energiforbrug, får stor glæde af biogassen.

Hvad er biogas

  • Det udvindes af gylle, strøelse og andet biomateriale samt af madaffald.
  • Det pumpes ind i en iltfri tank, hvor bakterier spiser materialet og udleder gas.
  • Den bliver omdannet til naturgas og sendt ud på nettet.

Mange lokale arbejdspladser

Udover at spare miljøet for udledning af drivhusgasser skaber anlæggene også lokale arbejdspladser - både under opførsel og senere i drift.

Alene opførslen af det første anlæg i Glansager vil skabe 220 arbejdspladser i de halvandet år, det forventes, byggeriet vil tage. Når anlægget er i drift, vil 50-70 medarbejdere være beskæftiget med transport, forsyning og service.

Modstand andre steder

I Kolding og Esbjerg har kommunerne for nylig opgivet at bygge biogasanlæg efter folkelige protester. I sidste uge gik en protestgruppe i Grindsted i gang med at samle underskrifter ind mod et biogasanlæg i den vestlige del af byen. Men i Sønderborg har politikerne holdt fast i den aftale, Nature Energy, der er Danmarks største producent af grøn gas, og Bioenergi Syd, de underskrev for halvandet år siden. Første møde mellem parterne fandt sted for over fire år siden på Ballebro Færgekro.

De 75 lokale landmænd i Bioenergi Syd skal levere gylle og strøelse til de to nye biogasanlæg, der sender gassen ud i det naturgasnet, som blev etableret i 1980’erne i Danmark. Landmændene får efterfølgende den afgassede gylle tilbage. Den lugter ikke og har højere næringsværdi end ren gylle.