Gylleudslip i Hedensted

Omkring 100 kubikmeter gylle er pumpet ud i naturen fra et landbrug på Gludvej 123 i Hedensted Kommune.

Via grøfter og drænrør har gylle forurenet to damme omkring en kilometer fra gården.

Beredskabet fra Herning er tilkaldt for at tømme den ene dam ved Brund Skov for vand. Dammen er en meter dyb og 30 meter i diameter. Gyllevandet spredes ud på en mark.

Årsagen til gylleudslippet var et defekt rør mellem en fortank og selve gyllebeholderen.

Landmand Jørgen Brønd bemærkede ikke noget usædvanligt, da han i går eftermiddag pumpede gylle over i gylletanken, men i morges flød det med gylle omkring gården.

Den ene dam stank af gylle og døde fisk lå i overfalden. Den anden dam er kun lettere forurenet.