Gymnasieelever: Forældre skal blande sig

Stoffer er nemme at få fat på. Det mener en flok elever fra Kolding Gymnasium. Derfor er det vigtigt, at forældre blander sig.

Lørdag døde 18-årige Laura Terkelsen, formentlig efter hun til en privatfest havde indtaget en ecstasy-pille. Politi og misbrugseksperter har tidligere fortalt til TV SYD, at stoffer er noget, de unge skal forholde sig til, når de går i byen.

Det er også det billede, en flok elever fra Kolding Gymnasium har.

- Hvis du har lyst til at skaffe noget, kan det tage 10 minutter, og man ved, hvor det er. Det gør alle, siger den 19-årige gymnasieelev Dzenaha Filipovic.

Det er især stofferne coke og mdma, som de unge gymnasieelever møder i nattelivet i Kolding. Politi og misbrugseksperter mener, at forældre spiller en afgørende rolle, hvis unge skal undgå stoffer. Det er de unge fra Kolding Gymnasium enige i.

-Selvom det virker som om, at det forældre siger, ryger ind af det ene øre og ud af det andet, så sætter det sig fast et sted. Så det er vigtigt, siger den 18-årige gymnasieelev Adelina Ferizi.

quote

Unge har en tendens til at prøve ting, så de ikke kommer til at fortryde det senere, at de ikke gjorde det

Dzenaha Filipovic, gymnaiseelev

Det bekræfter Dzenaha Filipovic.

- Forældre skal steppe lidt op og tage ansvar. Selvom de ikke tror, de skal tage ansvar mere.

For selvom de unge ikke altid ved, hvad stofferne præcist indeholder, så er mange alligevel villige til at løbe risikoen.

- Unge har en tendens til at prøve ting, så de ikke kommer til at fortryde det senere, at de ikke gjorde det. Så man har bare lyst til at prøve alle mulige ting, og man tænker ikke på konsekvenserne, siger Dzenaha Filipovic.