Gymnasieelever frygter konflikt og en presset eksamensperiode

Hvis gymnasielærerne nedlægger arbejdet den 4. april eller arbejdsgiverne udelukker lærerne, kan det udfordre elevernes eksamen og planer efter 3. g.

Rundt om på landets gymnasier forbereder 3. g-eleverne sig på deres sidste pensum, inden de skal op til studentereksamen. Måske.

Blandt de omkring 110.000 offentligt ansatte, der har varslet konflikt og dermed strejke fra den 4. april, er blandt andet lærerne på Rødkilde Gymnasium i Vejle.

Indgår arbejdsgivere og lærernes fagorganisation ikke et forlig omkring den nye overenskomst, vil en lærerstrejke og efterfølgende lockout fra arbejdsgivers side kunne få konsekvenser for eleverne. Især de elever, der skal op til eksamen og videre ud i livet til sommer.

Lige nu ved ingen, hvor konflikten starter og ender, men et af scenarierne, der bliver talt om på Rødkilde Gymnasium, er, at eksamenerne vil blive skubbet længere frem på året, hvis konflikten bryder ud.

- Min plan var, at jeg skulle have et arbejde i nogle måneder, og så skulle jeg til Australien og New Zealand og prøve at arbejde på en farm. Hvis der kommer en strejke eller lockout, så bliver planerne udskudt, hvis vi først kommer op til eksamen i august. Det ville blive meget presset, siger Andreas Kring Strandberg fra 3. g på Rødkilde Gymnasium til TV SYD. 

Et andet scenarie i en kommende konflikt er, at eleverne ikke kommer op til eksamen, men i stedet får deres årskarakter overført til eksamensbeviset.

- Kommer vi ikke op i de mundtlige eksamener, så er det ærgerligt, for jeg føler mig meget stærk mundtlig frem for skriftlig, så det kunne måske hive mit gennemsnit lidt op, siger William Kierstein Nordby Nielsen fra 3. g på Rødkilde Gymnasium til TV SYD.

Elever og lærere bruger også tid i undervisningen til at gennemgå de forskelle scenarier, men så længe ingen ved, hvordan konflikten ender, så skaber uvisheden irritation. 

De forskellige konfliktscenarier omkring årets studentereksamen skaber frustration hos eleverne, siger William Kierstein Nordby Nielsen fra 3. g på Rødkilde Gymnasium.

- Nu hører vi det fra den ene og det fra den anden. Lærerne snakker meget om det. Det forvirrer os rigtig meget. Vi blev også ramt af lockout, dengang vi gik i folkeskole. Det blev set lidt mere som ferie, men når man går i 3. g, hvor det gælder eksamen, så bliver det et irritationsmoment, siger William Kierstein Nordby Nielsen.

Hos lærerne forstår man godt frustrationen og håber stadig, at det lykkes parterne at finde en løsning udenom konflikten.

- Jeg kan sagtens forstå, at eleverne er i tvivl om, hvad der skal ske. De er selvfølgelig bekymrede for deres eksamen og det pensum, de skal igennem. Vi ønsker ikke at tage dem som gidsel, men det er de jo i den her sammenhæng. Det er et nødvendigt skridt at tage på det her tidspunkt. Vi håber virkelig, at parterne når hinanden gennem et forlig, siger tillidsrepræsentant for lærerne på Rødkilde Gymnasium, Rasmus Vestergaard Lysemose, til TV SYD.