Gymnasium vil stoppe rygning - fuldstændigt

Rybners i Esbjerg vil være landets fjerde gymnasium, der bliver totalt røgfri. Eleverne må ikke smøge den nogen steder overhovedet, så længe de er i skole. Det er godt, men det er hårdt arbejde, advarer skole med erfaring i "røgfri skoletid".

Mia Sofie Nørgaard går i 2. G på Rybners Gymnasium i Esbjerg. Hun er ryger. Til daglig ryger han sådan cirka 10 smøger.

Olaf Rye Jensen, direktør på Rybners, regner ikke med at skulle smide nogle ud af skolen.
Olaf Rye Jensen, direktør på Rybners, regner ikke med at skulle smide nogle ud af skolen.
Foto: Finn Grahndin
quote

Det bliver lidt svært, for jeg kan faktisk godt lide at ryge. 

Mia Sofie Nørgaard, gymnasieelev, Esbjerg 

I skolen går hun udenfor og tænder sin smøg. Men snart er det slut. Så må hun hverken ryge på skolen eller udenfor skolen - i skoletiden. Uanset hvor hun er.

- Det bliver lidt svært, for jeg kan faktisk godt lide at ryge, siger hun med et skævt smil.  

Rybners Gymnasium og Handelsskole i Esbjerg markerede i dag, at det bliver nye tider for eleverne på skolen fra det nye skoleår 1. august. 

Begynder at ryge i skoletiden

- Undersøgelser viser, at mange unge begynder at ryge i skoletiden sammen med kammerater, og efter et stykke tid begynder de også at ryge udenfor skoletiden og ender som rygere. Vi vil gerne bakke op om arbejdet med at få de unge til at holde med at ryge, siger skolens direktør Olaf Rye Jensen. 

Kun få rygere

Markeringen skete med et arrangement med den kendte tv-vært Thomas Skov. Han forsøgte at stikke lidt til de unge, men det var svært. Måske fordi der ikke er ret mange rygere blandt de omkring 1.400 elever på Rybners.

- Jeg tror, at vi højst har været 15. For det meste står vi bare 3-4 stykker og ryger her, siger Mia Sofie Nørgaard.

Thomas Skov forsøgte med både komik og provokerende spørgsmål at få sat ild i debatten blandt de 1.400 elever.
Thomas Skov forsøgte med både komik og provokerende spørgsmål at få sat ild i debatten blandt de 1.400 elever.
Foto: Finn Grahndin
quote

Undersøgelser viser, at mange unge begynder at ryge i skoletiden

Olaf Rye Jensen, direktør, Rybners

Bagefter kunne elever lege med vendespil og andet. Arrangeret af kommunens ungerådgivere, der i det nye skoleår vil komme på skolen for hele tiden at lægge op til debat om rygepolitikken og for at hjælpe de unge til at holde op, hvis de ønsker det.

Fakta om rygning: 

  • 19 procent af borgerne i Esbjerg Kommune ryger dagligt. Dermed ligger vi på niveau med resten af Region Syddanmark, men et godt stykke over landsgennemsnittet på 16,9 procent.
  • I 2013 røg 19 procent af de unge, syddanske mænd mellem 16 og 24 år dagligt, og i 2017 er dette tal kun faldet til 18,7 procent. I 2013 røg 13,9 procent af de syddanske kvinder i samme aldersgruppe, og i 2017 er dette tal steget til 14,2 procent.
  • Sundhedsstyrelsen anslår, at 10,4 procent af alle 11-17 årige i Region Syddanmark kan forvente at dø af tobaksrøg.

Ryger bakker op

- Det lyder måske lidt mærkelig, at jeg som som ryger bakker op om den nye rygepolitik, men vi ved jo godt det er usundt, så det er...ja det er faktisk helt okay, siger Mia Sofie Nørgaard. 

Direktør på Rybners, Olaf Rye Jensen, regner ikke med, at skulle bortvise elever for at ryge. 

- Der er så mange ting, vi kan gøre, før vi må gribe til den yderste konsekvens, siger han. 

quote

Nogle af dem har dog været til samtale både to og tre gange, og enkelte er på kanten af en bortvisning.

Sundhedskoordinator SOSU-Syd, Rasmus Strudsholm. 

60 elever afsløret

På SOSU-Syd i Aabenraa indførte ledelsen røgfri skole- og arbejdstid den 30. juli sidste år. Siden har 60 elever været til samtale, efter de har røget i skoletiden. 

- Nogle af dem har dog været til samtale både to og tre gange, og enkelte er på kanten af en bortvisning, oplyser sundhedskoordinator på SOSU-skolen Rasmus Strudsholm. 

Rasmus Strudsholm på den segboard, der skal være med til at få rygerne til at tænke på noget andet - end smøger.  
Rasmus Strudsholm på den segboard, der skal være med til at få rygerne til at tænke på noget andet - end smøger.  
Foto: SOSU-Syd

Stoppet helt med at ryge

Ifølge statistikken burde ca 200 af eleverne på SOSU-skolen være rygere. Skolen har 500 såkaldt "årselever". Det vil sige mange flere elever end de 500, men nogle er der i kortere tidsrum. 

- Så synes jeg ikke, det er så slemt med de 60, der er blevet kaldt til samtale. Og faktisk har mange af rygerne taget fint imod rygepolitikken og har skåret meget ned på deres forbrug, mens andre helt er stoppet, siger Rasmus Strudsholm.

"Alle skal bakke op"

Skolens sundhedskoordinator understreger, at det slet ikke er nok bare at proklamere "Nu indfører vi røgfri skoletid". 

- Vi skal hele tiden arbejde på at holde fast i rygepolitikken. Der er for eksempel vigtigt, at alle medarbejdere bakker op om den, og ikke vender det blinde øje til, hvis de ser en elev ryge, siger han.   

quote

Det vigtigste er, at rygningen ikke er forstyrrende for skolearbejdet.

Sundhedskoordinator SOSU-Syd, Rasmus Strudsholm. 

Ryge-politi

Men skolen forsøger at lægge afstand til rollen som politimand. Så udgangspunktet for samtalerne er: "Hvad kan vi gøre for at hjælpe dig?"  

- Hvis eleven mener, at vi slet ikke kan hjælpe, så må vi jo understrege, at eleven faktisk er på vej ud i en røgfri arbejdsplads og lige så godt kan begynde at øve sig nu, fortæller Rasmus Strudsholm.  

Mange elever får  job på røgfrie arbejdspladser, og kan lige så godt begyndt at øve sig nu med at droppe smøgen, mener sundhedskoordinator.  
Mange elever får  job på røgfrie arbejdspladser, og kan lige så godt begyndt at øve sig nu med at droppe smøgen, mener sundhedskoordinator.  
Foto: Finn Grahndin

Tænk på noget andet

SOSU-Syd har netop indkøbt en række remedier til eleverne, så de har noget andet at gøre og tænke på end cigaretterne, når der er pause. Den har købt en sandsæk, som man kan afreagere på, bordfodbold, en drone og et segboard. Ting, som er indkøbt med økonomisk støtte fra en særlig pulje i Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen og Sundhedsfremme v/ Steno Diabetes Center Copenhagen, der støtter de erhvervsskoler, der indfører "røgfri skoletid".

- Det vigtigste er, at rygningen ikke er forstyrrende for skolearbejdet. Før var det meget sådan, at gruppearbejde blev forstyrret af elever, der lige skulle udenfor og ryge, siger Rasmus Strudsholm. 

Skoler med røgfri skoletid: 

  • Viby Gymnasium (1.8.2018)
  • Nyborg Gymnasium + erhvervsskole (1.8.2018)
  • Campus Bornholm (1.1.2019)

På vej:

  • Rybners Gymnasium (august 2019)

Herudover er otte erhvervsskoler med røgfri skoletid:

  • SOSU Bornholm (2013)
  • SOSU FYN (1.8.2017)
  • SOSU Randers (1.8.2018)
  • SOSU SYD (1.8.2018)
  • SOSU FVH – Fredericia, Vejle, Horsens og Kolding (1.8.2018)
  • SOSU ØST (1.1.2019)
  • Aars erhvervsskole (1.1.2019)
  • SOSU STV - Skive, Viborg, Thisted (1.1.2019)

Kilde: Kræftens Bekæmpelse