H. C. Schmidt: Statslige arbejdspladser skal ud af København

Hans Christian Schmidt (V) har lanceret en underskriftsindsamling for at få flere statslige arbejdspladser ud i landets afkroge ved at flytte flere af styrelserne ud af København og til fx Sydjylland.

En underskriftsindsamling der er lanceret sammen med de tre venstrefolk: Troels Lund Poulsen, Lars Christian Lilleholt og Søren Gade.

- I nogle egne af Danmark, hvor flere arbejdspladser i den grad står øverst på ønskelisten, ville det betyde alverden at få en statslig arbejdsplads placeret lokalt, skriver Hans Christian Schmidt om baggrunden for underskriftsindsamlingen i en pressemeddelelse.

- For eksempel her i det sydjyske, hvor jeg kommer fra. Det ville selvsagt betyde jobskabelse og dermed tilflytning, som har en enorm betydning for udvikling og vækst i lokalsamfundet.