Håbefulde kunstnere afleveres værker til censuren

Kunst i mange farver og former blev afleveret til den censurerede sommerudstilling i Tistrup. Udstillingen er den ene af tre statsanerkendte, censurerede udstillinger. De to andre er i København og Aarhus.

Søndag var der indlevering til censuren. Kunstnerne mødte op fra alle egne af landet i håb om at netop deres værker kommer på udstillingen i Janus Bygningen.

Anja Enemark er taget fra Kolding for at aflevere sine værker til bedømmelse.

- Jeg maler rigtig meget ved siden af, at jeg arbejder med tryk og design. Så nu kunne det være rart at se, om andre kunne have interesse i min kunst, siger hun til TV SYDs medarbejder.

Sidste år blev der afleveret værker fra 425 kunstnere. Men kun ca. 70 værker blev udstillet. Og derfor betyder det noget særligt at komme med.

Udstillingen er statsanerkendt censureret. Det betyder, at censorer skal bedømme, om værkerne må komme med. Kommer man med, har det også en anden gevinst.

- Det kan føre til, at staten må købe nogle af dine værker. Officielt, siger administrativ leder af Janus Bygningen, Anne-Margrethe Demidoff Hansen.

For Anja Enemark kan en plads på udstillingen også få betydning for, hvor hun i fremtiden kan udstille

- Jeg synes det vældig sjovt at udstille på caféer og kunstforeninger. Men for at komme lidt længere ud med sin kunst, kunne det være en mulighed, hvis man kunne være så heldig at få noget kunst med på den her udstilling.

Tidligere var udstillingen i Tistrup et godt forum for at sælge sin kunst. Men samtidig giver det et point, hvis man får et værk antaget. Og point skal man bruge for at blive optaget i Billedkunstnerforbundet.

Udstillingen i Janus Bygningen i Tistrup åbner 14. juni.