- Er det i dag, vi skal til håndbold?
Spørgsmålet falder med det samme, syvårige Alexander Toft træder ind i hjemmet i Lindved. Og hans smil nærmer sig ørene, da svaret er ja.
For håndbold er hele familiens favoritsport, men det er først for 14 dage siden, at Alexander også er blevet en del af det.
Han er nemlig autist og kan ikke fungere på et almindeligt hold.
- Jeg vil gerne træne, så jeg kan blive stærkere, for så behøver jeg nemlig ikke spise så meget rugbrød, siger min mor, fortæller Alexander, mens storesøster Celina hjælper ham med hans sko.
Om lidt hopper han sammen med Celina ind i bilen og sætter kurs mod Dagnæs Hallen i Horsens.
Manglede noget normalt at gå til
Der er bolde i luften, smil på læberne og sort/rødt spillertøj, så langt øjet rækker, i hallen denne tirsdag eftermiddag. Ved første øjekast ligner det en helt almindelig træning, men det er det ikke.
Holdet hedder Unikids og er en del af Lykkeligaen, som blev skabt for et år siden og er henvendt til børn med forskellige udviklingshandicaps som for eksempel autisme og mongolisme.
Vi har skabt et fællesskab i stedet for et behandlingstilbud, og det, tror jeg, er kernen i succesen.
Fra idé til handling var der ikke langt, men det kom bag på initiativtageren, hvor mange der egentlig havde brug for lykken ved et fællesskab og en bold.
- Jeg er slået helt bagover af, hvor stort det er blevet. Jeg troede først, at det bare var vores lille familie, der havde brug for en ting at gå til, der ikke var et behandlingstilbud, siger Rikke Nielsen, der er tidligere professionel håndboldspiller og mor til Magda, som har Downs syndrom.
- Som forælder til et barn med Downs kan man godt mangle noget normalt at gå til, for mange af den type børn havde tidligere ikke en sport eller andet fællesskab, end det de fik i skolen.
Stor succes på bare et år
Rikke Nielsen opfandt håndboldholdet Kidz, og derefter blev idéen til Lykkeligaen født, så Kidz-holdet fik nogle at dyste mod.
I 2017 blev den første Lykke-cup afholdt med 257 børn, og Rikke Nielsen fik bevilget satspuljemidler fra socialstyrelsen og fondsmidler fra Tryg og SparNord samt Socialpædagogerne.
Målet var, at Lykkeligaen på tre år skulle samle 25 hold og 300 spillere. I dag er der 32 hold og over 500 spillere i ligaen. Og det er "helt vildt", mener initiativtageren.
- Men jeg kan ikke tage æren for det hele. Det er jo andre byer - som for eksempel Horsens - der har grebet den bold, jeg har kastet og skabt nye hold. Vi har skabt et fællesskab i stedet for et behandlingstilbud, og det, tror jeg, er kernen i succesen, siger Rikke Nielsen.
Vil give glæden ved håndbold videre
Alexander får både driblet og kastet med bolde under træningen og leget fangeleg med paryk. Og så får hofterne også lige en rystetur til Kaj og Andreas 'Bom Tjikke Bom'.
Håndboldtræningen er alsidig på Unikids-holdet, og de frivillige står nærmest i kø for at blive en del af det. Faktisk er der 11 frivillige til 18 børn. En af dem er Celina Toft, der er Alexanders storesøster.
- Jeg gør det, fordi jeg gerne vil give glæden ved håndbold videre. Jeg har selv spillet, siden jeg var fire år, og jeg har altid elsket det. Og så får jeg jo også en mulighed for at være sammen med min lillebror, fortæller hun.
Netop de unge frivillige bærer en stor del af æren for Unikids' succes, mener Inge Kruse, der er instruktør på holdet.
- De betyder alt for, at det kan lykkes for os at have nogle gode træninger sammen med børnene. Det er jo Celina og de andre piger, som børnene ser op til, og som de gerne vil være sammen med. Det er også dem, der kan spille håndbold og dermed kan lære børnene det, siger hun.
- Mere kamp - det er det bedste
- Åhhhhh Unikids!
50 minutter i godt selskab er ved vejs ende. De 18 børn har lige råbt kampråb - stående i en cirkel med armene om hinandens skuldre.
Alexander var med, selvom han faktisk ikke er så meget til det der råberi.
- Det larmer for meget, men jeg kan godt lide de andre øvelser, vi har lavet, siger han.
Det kan Ida også. Hun var ellers lige på vej tilbage til bænken, hvor forældrene venter, men hun har noget vigtigt, hun gerne vil sige først:
- Jeg kan også godt lide at spille håndbold. Det er sjovt, men vi kunne godt spille noget mere kamp, for det er altså det bedste, siger hun.
Og så er hun væk igen.
Men på tirsdag venter en ny træning og mere leg. Med alle de andre helt unikke børn på Unikids-holdet.
