Håndboldspiller døde af blodprop

Den 22-årige Lars Olsens død under en håndboldkamp skyldtes en blodprop i hjertet. Det viser obduktionen, som blev foretaget på Rigshospitalet efter ønske fra familien.

- Rapporten viser, at dødsfaldet hverken skyldes et hårdt slag i ansigtet eller en hård tackling, som der har været gisnet om i store dele af den danske medieverden, hedder det i en meddelelse på Ribe-Esbjerg HHs hjemmeside.

Faldt om på banen

Lars Olsen faldt om under Ribe-Esbjergs kamp i Maribo Hallerne søndag eftermiddag. Lars Olsen var blevet udskiftet efter en hård tackling. Han faldt om, da han igen kom på banen. Men dødsfaldet havde altså ikke umiddlebart noget at gøre med hverken et slag eller tacklingen.

Tvillingebror

Lars Olsens tvillingebror spiller på samme hold. Obduktionen blev derfor også foretaget for at afklare, om broren kan være disponeret for samme sygdom.

Begraves i morgen

De to brødre skiftede som 18-årige fra Brørup til Ribe-Esbjerg.
Lars Olsen begraves fra Johanneskirken i Brørup i morgen klokken 11.