Håndboldspillere dyster i jule-hjælp

Kendte håndbold-spillere fra KIF Kolding og erhvervsfolk dyster onsdag om, hvem der kan samle flest penge ind til julehjælp til Danmarks fattige.

I år har Dansk Folkehjælp inviteret både KIF spillere og prominente erhvervsfolk fra hele landet til en landsdækkende dyst. Formålet med dysten er at samle så mange penge ind, at Dansk Folkehjælp i år kan uddele julehjælp til samtlige godkendte ansøgere, som i år ligger 20 procent over sidste års ansøgningsniveau.

Erhvervsfolkene og spillere er på baggrund af geografisk beliggenhed inddelt i otte forskellige erhvervspaneler, fire hold i øst og fire i vest. I dag vil de mellem kl. 13-14 dyste om, hvilken landsdel der kan ringe flest bidrag ind til fordel for årets julehjælp.

Håndboldspillerne Lars Jørgensen, Kasper Hvidt, Torsten Laen og Lars Krogh vil tage imod opkald i dag mellem 13-14. Ring på 33 47 23 13 og husk at opgiv om du støtter ØST eller VEST.

Det er første gang, at Dansk Folkehjælp arrangerer en landsdækkende dyst imellem erhvervspanelerne. Sidste år samlede Dansk Folkehjælp i alt 6 millioner kroner ind til julehjælp, og heraf blev cirka en tredjedel samlet ind af erhvervspanelerne i løbet af kun én time.