TV der bevæger dig

Håndværkere tiltalt: Lærling fik presset kosteskaft op i endetarmen

Fire håndværkere skal for Retten i Kolding, hvor de er tiltalt for mishandling af tidligere lærling. Foto: TV SYD

Fire håndværkere fra Kolding skal i næste uge for retten, hvor de er tiltalt for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter og mishandling af en tidligere lærling.

En lærling i et firma i Kolding blev ifølge politiets anklager udsat for flere voldelige overgreb, hvor han blev holdt fast af en håndværkerkollega, mens hans chef pressede et kosteskaft eller et lignende redskab op mod den unge mands endetarm, så han efterfølgende havde blødninger. Det skriver Fagbladet 3F.

Sagen er berammet til at gå gang tirsdag den 12. juni og fortsætter 13. og 18. juni ved Retten i Kolding.

I et af tilfældene blev lærlingen overfaldet tre gange på samme dag. Hver gang fik han presset et kosteskaft eller et lignende redskab op i endetarmen af sin chef.

Desuden blev lærlingen på et tidspunkt overfaldet og holdt fast af en kollega, mens chefen klippede et hul i lærlingens bukser og pressede en tømmerblyant op i hans endetarm, selv om lærlingen skreg og bad dem stoppe. Lærlingen måtte efterfølgende trække sine underbukser ud af endetarmen, og overgrebet medførte blødninger og ømhed.

Det fremgår af et anklageskrift fra Sydøstjyllands Politi, der har rejst tiltale mod den i dag 20-årige 3F’ers tidligere chef og tre af hans tidligere kolleger i firmaet.

- Der er efter min opfattelse tale om sex-overgreb og meget grov vold med karakter af mishandling, siger anklager Anna Holm fra Sydøstjyllands Politi. 

Læs også Varetægtsfængslet: Håndværkere forulempede kollega seksuelt med kosteskaft

 

Sex-overgreb

De fire håndværkere er ved Retten i Kolding tiltalt for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter og mishandling efter paragraf 245, stk. 1 i straffeloven, der kan give op til seks års fængsel.

Lærlingens tidligere chef og en af håndværkerne er desuden tiltalt for at have udsat den unge mand for et andet seksuelt forhold end samleje. Tiltalen er rejst efter paragraf 216 i straffeloven – den såkaldte voldtægtsparagraf – der har en strafferamme på op til otte års fængsel.

Overgrebene på lærlingen skete ifølge anklageskriftet i perioden fra marts til september 2016. Et af dem fandt sted på en byggeplads i Odense og blev filmet på en mobiltelefon.

Filmede overgrebene

Fagbladet 3F har set optagelsen, hvor lærlingen bliver holdt fast på jorden af en af sine kolleger, der sidder på ryggen af ham. Lærlingens ben er bundet sammen af et reb, der bliver løsnet og kortvarig holdt om den unge mands hals.

Herefter får lærlingen spredt sine ben og med voldsom kraft presset et kosteskaft op mod endetarmen af sin chef. Lærlingen skriger, vrider sig i smerte, slår med sin ene hånd i jorden og forsøger at kravle væk. På videoen griner chefen og de tre andre håndværkere, der er tiltalte i sagen, højlydt af episoden.

- Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Det er efter min opfattelse langt, langt over grænsen for håndværker-humor eller normal adfærd på en arbejdsplads, siger anklager Anna Holm.

Nægter sig skyldige

På baggrund af lærlingens anmeldelse til politiet blev hans tidligere chef og en af hans forhenværende kolleger sigtet for overgrebene. De to mænd blev 7. september 2017 varetægtsfængslet i fire uger ved et grundlovsforhør ved Retten i Kolding.

De kærede dog kendelsen til Vestre Landsret og blev dagen efter løsladt igen.

De to mænd har hele tiden nægtet sig skyldige.

Kræves udvist

I den kommende retssag er lærlingens tidligere chef og den ene af hans tidligere kolleger tiltalt for at have deltaget i alle overgrebene. Og da den forhenværende kollega tidligere er dømt for vold, risikerer han at få forhøjet en eventuel straf med op til det halve af, hvad domsmandssagen i juni munder ud i.

De to andre håndværkere er kun tiltalt for at have deltaget i det overfald, der blev filmet. Da disse to mænd ikke er danske statsborgere, kræver anklager Anna Holm, at de bliver udvist fra Danmark.

- Når folk, der ikke er danske statsborgere, bliver tiltalt for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter og mishandling efter paragraf 245 i straffeloven, skal der nedlægges påstand om udvisning. Det er reguleret i udlændingeloven, forklarer hun.

Advokat Annette Petersen, Bonnesen Advokater i Odense, er beskikket som bistandsadvokat for den tidligere lærling. Hun oplyser til Fagbladet 3F, at hun vil nedlægge påstand om erstatning for overgrebene, når sagen skal for retten.

Fagbladet 3F har været i kontakt med den tidligere lærling og hans familie, samt forsvareren for hans tidligere chef, advokat Ole Bjørn Christensen fra Advokaterne Strandvejen. Ingen af dem ønsker at udtale sig før retssagen. 

Her skal i alt 11 vidner - inklusive den tidligere lærling og de fire tiltalte - afgive forklaring.

 

Tryk på del og herefter "Føj til hjemmeskærm" for at oprette en genvej.

Åben browser menuen og vælg "Føj til startskærm" for at oprette en genvej.

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden