Haderslev Kommune uddeler Handicappris

To er nomineret til Haderslev Kommunes Handicappris 2015, som uddeles i aften.

I Haderslev Kommune har alle borgere, virksomheder og foreninger haft mulighed for at indstille kandidater til årets handicappris. To personer i kommunen har ydet en særlig indsats og er nomineret til prisen.  

Emilie Westergaard Iversen blev født for tidligt og fik under fødslen en hjerneblødning, som skadede hendes hjerne. Hun har skrevet bogen "Mor, hvorfor er jeg ikke som de andre?" Hun er nomineret, fordi hvad enten man er handicappet, pårørende eller almindelig interesseret, så har mange læsere haft glæde og gavn af bogen.

Etti Bramsen Kjær har siden 2008 været formand for Dansk Handicap Forbund, Haderslev Afdeling. Hun er nomineret for sit store hjerte og arbejde for de svageste i samfundet.

Prisen uddeles i aften klokken 16-18 på Haderslev Rådhus.