Haderslev slipper: Staten overtager støjmålinger

Staten skal føre tilsyn med kampflystøj på Flyvestation Skrydstrup og ikke Haderslev Kommune, som der først var lagt op til.

Miljøstyrelsen overtager ansvaret for at føre tilsyn med støjniveauet fra Flyvestation Skrydstrup, der huser Danmarks kampfly nu og i fremtiden, skriver Forsvarsministeriet på sin hjemmeside

Beslutningen vækker stor glæde hos Haderslevs borgmester H.P. Geil (V).

- Vi er utroligt glade og tilfredse med at forsvarsministeren nu har sagt ja til at overdrage miljøtilsynet til Miljøstyrelsen, skriver borgmesteren til TV SYD.

Det er Haderslev Kommune, der lige nu har opgaven med at føre tilsyn med støjen fra flyene, men kommunen mener ikke, at den magter opgaven, når der fra 2023 og til 2026 vil være både F-16 og F-35 på Flyvestation Skrydstrup:

- Med den offentlige debat der har været omkring støjgener fra det nye kampfly, så ville vi få en særdeles vanskelig opgave med at modtage og behandle klager med to flytyper, siger H.P. Geil.

Derfor bad Haderslev Byråd staten om at overtage opgaven. 

Haderslev er den eneste kommune i Danmark, der huser en militærisk institution med 1000 medarbejdere, som fungerer som en normal offentlig arbejdsplads. Men opgaverne ændrer karakter, når kampflyene skal akut i luften.:

- Den specielle opgave er, at når F-16 flyene skal udføre en såkaldt afvisningsflyvning, når Putins fly krydser vores flyverum, så skal vores F-16 fly sendes op og afvise dem i luftrummet. Når de skal det, så ophæves alle miljøregler for normal flyvning, og de starter med fuld fart som larmer mest. Det står direkte i loven, at så er det at sammenligne med en krigslignende situation og det hører under forsvarsministeren, siger H.P. Geil.

I første omgang ønskede staten ikke at imødekomme Haderslev Kommunes ønsker, men nu er forsvarsminister Trine Bramsen (Soc.dem.) vendt på en tallerken.

- Jeg har lyttet til den bekymring, som Haderslev Kommune er kommet med. På den baggrund har vi i regeringen besluttet, at tilsynet flyttes til Miljøstyrelsen. Det er dog vigtigt at sige, at det er helt ekstraordinært og alene sker, fordi det handler om noget, der er vitalt for vores sikkerhed, udtaler ministeren.