Haderslev-stafet indstillet til global pris

Stafet for Livet i Haderslev blev i september sidste år Europas største udendørs stafet med 5511 deltagere og et overskud på over 1,2 millioner kroner til Kræftens Bekæmpelse. Haderslev-stafetten er nu indstillet til en global pris, der uddeles blandt de cirka 6000 stafetter, som bliver arrangeret i 24 lande verden over.

Prisen ? The Spirit of Relay Event Award ? uddeles hvert år til en stafet, der på verdensplan har skilt sig ud ved at engagere frivillige, sponsorer, fightere (tidligere og nuværende kræftpatienter) i et fællesskab, hvor man fejrer håbet. Bag prisen står organisationen Global Relay for Life, der med over 5 milliarder amerikanske dollar i årligt indsamlede midler er verdens største indsamlings-aktivitet i kampen mod kræft.

- Vi er meget begejstrede over indstillingen. Vi har skabt en stafet, som binder lokalområdet sammen i kampen for de deltagende fightere og andre kræftramte, så mange flere kan overleve den modbydelige sygdom, siger Asta Freund, næstformand i styregruppen bag Stafet for Livet i Haderslev.

Der er allerede nu tilmeldt 50 hold til årets stafet i Haderslev, der finder sted 5. og 6. september. Stafet for Livet er kommet til Haderslev på initiativ af Haderslev Kommune, Kræftens Bekæmpelses lokalforening og JydskeVestkysten.