Hærværk mod kunstværker: Sygehus tøver med erstatning

Maj Rommily Nielsen udstillede syv værker på Sygehus Sønderjylland. De blev udsat for hærværk. Indtil nu har hun ikke kunnet få sygehuset til at udbetale erstatning.

Forestil dig, at du låner noget ud til nogen, og det bliver ødelagt i deres varetægt. Men erstatning, nej, nej. 

Det oplevede galleriejer Maj Rommily Nielsen, efter hun havde udstillet på Sygehus Sønderjylland i Aabenraa. Hendes syv værker hang i sygehusets forhal, hvor gerningsmænd har udsat malerierne for hærvæk ved at spraymale dem.

- Det var rigtig ærgerligt med malerierne, fordi de var flotte, og det er ærgerligt nu at have mistet dem, fortæller Maj Rommily Nielsen til TV SYD.

quote

Det var rigtig ærgerligt med malerierne, fordi de var flotte, og det er ærgerligt nu at have mistet dem.

Maj Rommily Nielsen, galleriejer

Galleriejer overrasket over manglende erstatning

Indtil nu har sygehusets forsikring ikke ville dække skaderne på malerierne. Det overrasker galleriejeren, der havde den opfattelse, at sygehusets forsikring ville dække i tilfælde af eventuel skade.

Inden udstillingen blev åbnet, fik Maj Rommily Nielsen nemlig en mail, hvor der stod:

”Vi vil gerne, at I vedlægger en nummeret prisliste, som vi kan lægge frem under udstillingen og af hensyn til forsikringen under udstillingen.”

Heller ikke sygehusets kunstforening er villig til at betale for skaderne selv.

- Jeg føler mig dårligt behandlet. På den måde at jeg synes, de har brugt rigtig meget af min tid, og de har givet mig rigtig mange bekymringer, understreger Maj Rommily.

Galleriejer risikerer lukning

Som det ser ud nu, betyder det, at Maj Rommily Nielsen, selv må betale de 90.000 kroner, som hærværket på de syv værker har kostet. 

- For mit lille firma, uden stor opsparingskapital, er det rigtig mange penge. Så det kan i sidste konsekvens betyde, at jeg må lukke firmaet, siger hun.

quote

Det kan i sidste konsekvens betyde, at jeg må lukke firmaet.

Maj Rommily Nielsen, kunstner

Sygehus Sønderjylland skriver til TV SYD, at det har taget en juridisk vurdering og konkluderer, at sygehuset ikke er erstatningsansvarligt.

- Det er en kendt præmis, at kunsten udstilles i sygehusets forhal, som er offentlig tilgængelig. Kunstforeningen har eksisteret i mange år. Det er kun meget sjældent, at kunst er blevet beskadiget eller bortkommet og i de få tilfælde, har kunstforeningen kunnet finde en løsning med udstiller, skriver Sygehus Sønderjylland til TV SYD. 

Sygehus åbner op for en lykkelig aftale

Det er fire måneder siden, at udstillingsaftalen mellem Maj Rommily Nielsen og Sygehus Sønderjyllands kunstforening blev indgået, og nu begynder galleriejeren at blive bagklog.

- Jeg skulle selvfølgelig have skrevet ordret ind i aftalen, at forsikringen ville dække ved en skade, siger hun.

Det udfald har været helt udelukket indtil nu. Men Sygehus Sønderjylland åbner fredag op for at finde en løsning med galleriejeren, der er til alles tilfredshed.

- Direktionen har de sidste par dage været i dialog med sygehusets kunstforening. Direktionen har møde med kunstforeningen igen på mandag, hvor Direktionen er indstillet på at hjælpe sygehusets kunstforening med at finde en løsning i forhold til galleriejeren, skriver Sygehus Sønderjylland til TV SYD.