Hærvejsmotorvej kan fjerne trængsel på E45

En hærvejs-motorvej giver hurtig løsning for stigende trængsel på E45 og realisering af Hærvejsmotorvejen er også den mest samfundsøkonomiske løsning. mener komiteen bag forslaget om en motorvej midt gennem Jylland.

En høring arrangeret af Dansk Byggeri i dag i Vejle sætter fokus på Danmarks infrastruktur med paneldebat og deltagelse af en lang række politikere og erhvervsfolk under temaet "Hvordan samler vi Danmark?".

På konferencen vil bl.a. transportminister Henrik Dam Kristensen sammen med øvrige politikere og topcheferne fra bl.a. Sund & Bælt, ATP og PensionDanmark diskutere infrastruktur og ikke mindst finansiering.

Hærvejskomitéen deltager også på konferencen og komitéens formand peger på, at der også rent økonomisk er en klar vinder, når det gælder fremtidens investering i infrastruktur.

- Hærvejsmotorvejen er ganske enkelt en god forretning for samfundsøkonomien. Den vil ikke bare give den hurtigste og mest skånsomme aflastning for trafikanterne på motorvej E45, men også give en langt bedre forrentning af investeringen, påpeger formand for Hærvejskomitéen, oberst Jens Chr. Lund, Viborg.