Hætteklædte mænd truede med pistol ved gaderøveri

En ung mand blev natten til fredag overfaldet af to hætteklædte mænd i Kolding. Han blev frarøvet sin mobiltelefon og pung.

En ung mand var klokken lidt i fire fredag på vej hjem fra byen, da han ved Universitetsparken i Kolding bliver overfaldet af to mænd.

- Der kommer to hætteklædte mænd bagfra og truer ham med en pistol. De får ham ned på jorden, hvor han bliver tildelt flere spark, siger Jørn Bystrup, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, til TV SYD.

Gerningsmændene slipper afsted fra gaderøveriet med offerets mobiltelefon og pung.

- Det er jo et uhyggeligt lille udbytte fra sådan et voldsomt røveri, men vi har ingen vidner og kun et sparsomt signalement, siger Jørn Bystrup.

Da de to gerningsmænd kommer bagfra, ser offeret ikke andet, end at de bærer hætter. Derfor opfordrer politiet vidner, eller folk, som har set noget ved Universitetsparken i nat omkring klokken 03.47, til at kontakte politiet.

- Om det er en skarp pistol eller en attrap har vi ingen idé om, siger Jørn Bystrup.

Den unge mand, der blev overfaldet, har efter røveriet haft smerter i nakken, oplyser politiet.