Hallen har rejst sig fra asken

En omfattende brand i Petersmindehallen gjorde livet surt, men i dag genåbnede hallen.

Alt stod i flammer i februar 2017. Petersmindehallen i Vejle brændte ned til grunden, og det var svært at forestille sig, at der igen kunne være idræt og andre aktiviteter på stedet.

Det gjorde humøret endnu tungere, at lokale drenge stod bag branden. Men i dag rejste Petersmindehallen sig nærmest af asken, som en Fugl Føniks.

Efter fælles morgenmad og snoreklipning løb børnene ind for at spille hockey og høvdingebold - eller boltre sig i hoppekirken og den oppustelige fodboldbane. Petersmindehallen er genopbygget i en markant bedre udgave end før branden. 

Hallen var nedslidt

Til daglig skal hallen især bruges af den lokale skole og Hover IF, og det er stor dag for Leif Nygaard, som er formand for Hover IF. 

- Jeg synes jo, det er fantastisk. Vi har haft en gammel og nedslidt hal, men nu har vi vores egne faciliteter igen. Når vi kigger rundt og ser alle de glade børn og den store tilslutning, der er fra mange mennesker, så er vi virkelig stolte af de nye rammer. Jeg er helt sikker på, at de bliver fyldt ud, siger Leif Nygaard. 

Hurtig handling

Han var på ferie i Ecuador, da han fik nyheden om branden. 

quote

En uge efter var lokale folk allerede godt i gang med en plan for, hvordan vi kunne genopbygge hallen

Leif Nygaard, formand for Hover IF

- Det var meget specielt af få nyheden så langt væk hjemmefra. Men da jeg kom hjem en uge efter, var lokale folk allerede godt i gang med en plan for, hvordan vi kunne genopbygge hallen. Vi holder sammen her, det er dét, der kendetegner Hover, siger Leif Nygaard. 

Også plus for skolen

Det var også en glad borgmester, Jens Ejner Christensen, som var med til indvie den "nye" hal. 

- På trods af de tragiske omstændigheder står vi i dag med et fantastisk flot byggeri, hvor der er skabt nogle attraktive faciliteter. Ikke blot for idræt, men også for skolen, som har fået nogle nye, fine faglokaler. Vi har fået en ny, moderne hal med fleksible og smarte løsninger, sagde Jens Ejner Christensen (V).