Tager man en tur gennem gågaden i Aabenraa, skal man ikke gå langt for at blive mødt af halloween-stemningen.
Foran det gamle rådhus hænger et lig, og ved siden af står døden med leen i hånden og venter på det næste offer, der skal i guillotinen. Nede ad gågaden finder man også en kirkegård, hvor en lille pige med lysende røde øjne spøger.
Det er dog ikke alle, der er vilde med halloween og dens indtog i Danmark, hvis man ser kommentarerne fra nogle af brugerne på TV SYDs facebookside
Omvendt er der også mange, der byder gyset velkommen.
Det er butiksforeningen, Shop i City, der sammen med butikkerne skræmmer kunderne til byen. Og det virker ifølge event manager Dorthe Hilbig.
- Vi har helt klart armene i vejret. Der har været meget trafik gennem gaderne, men vi er også bevidste om, at der er nogle, der ikke er vilde med det. Jeg synes, de skulle tage at give det en chance. I dag har vi haft fem skuespillere oppe ad gågaden i monsterkostumer, og de er søde og skaber positiv energi, siger hun til TV SYD.
På gågaden i Aabenraa er der også forskellige holdninger til udsmykningen.
- Jeg synes, det er sjovt. Det er fedt, at der sker noget, når man er hjemme at besøge familien i ferien, siger Rasmus Mathisen til TV SYD.
Andre kan godt forstå, at den nye tradition kan støde nogle.
- Nogen kan nok blive stødt af det. Jeg tror, det er de ældre generationer. De skal vænne sig til det, men halloween kommer mere og mere, tror jeg, siger Ian Jørgensen til TV SYD.
Usmageligt eller ej, så tyder det på, at halloween er kommet for at blive i Aabenraa.
- Det bliver større næste år. Vi kunne godt tænke os at sprede det ud til Padborg og Tinglev og få bygget mere på i Aabenraa med flere aktiviteter, for de har været udsolgt for hurtigt i år, siger Dorthe Hilbig.