Halvdelen af de gamle har problemer med øjnene

Undersøgelser af flere end 100 beboere på plejehjem i Vejle har vist, at langt over halvdelen har et syn så svækket, at deres livskvalitet er påvirket.

Det er Dansk Blindesamfund, der står bag undersøgelserne.

- Hos Dansk Blindesamfund ønsker vi ikke flere medlemmer, men vi ved, hvor indgribende et synshandicap er for den enkelte, og vi vil gerne hjælpe danskerne med at passe på deres syn eller udnytte den synsrest, de har, lyder det fra projektleder Tina Adele Hoff.

- Det vigtigste formål med undersøgelserne er at forsøge at øge beboernes livskvalitet, da synsproblemer i mange tilfælde kan afhjælpes enten med nye briller eller med specialoptik. Det kan også være at vejlede personalet i at sætte genstande på en hensigtsmæssig måde, hvis en beboer har udfald i synsfeltet. Dette kan på sigt frigive personaleressourcer, da det ikke vil være nødvendigt at sidde sammen med en beboer ved måltiderne, hvis tallerkenen blot står i synsfeltet, så beboeren kan selv kan se maden, oplyser Tina Adele Hoff.