Hamborg Lufthavn lammet af strejke

Sikkerhedspersonalet i Hamborg Lufthavn er gået i strejke. Det rammer vinterferie-trafikken, og mange passagerer kan ikke nå gennem sikkerhedstjek inden deres fly letter.

En 24 timer lang strejke blandt sikkerhedspersonalet i lufthavnen i Hamborg skabte mandag morgen kaotiske tilstande, og politiet måtte spærre for yderligere adgang til lufthavnsterminalerne, skriver Flensborg Avis.

Det er fagforeningen ver.di, der i utilfredshed med forløbet af de igangværende overenskomstforhandlinger har opfordret til en 24 timer lang strejke i lufthavnene i blandt andet Hamborg. Det betyder, at kapaciteten i de obligatoriske sikkerhedstjek er reduceret til et minimun, og derfor er begge lufthavnsterminaler overfyldt med ventende flypassagerer. Mandag formiddag brød hele sikkerhedssystemet sammen, og talsmænd for lufthavnen betegnede tilstanden i lufthavnsterminalerne som kaotiske.

Hamborg er i forvejen en populær lufthavn for danske flyrejsende, og punktstrejken rammer midt i den danske vinterferie. Derfor er mange danskere også kommet i klemme og risikerer at blive forsinket eller få hele ferien ødelagt.

Allerede mandag morgen var en fjerdedel af flyafgangene aflyst på grund af strejken, og flyselskaberne har på forhånd meddelt, at de enten ikke venter eller i givet fald kun venter kort tid på de forsinkede passagerer, skriver Flensborg Avis.