Hamstrer julehjælp

Dansk Folkehjælp og Røde Kors i Sønderborg forsøger nu at forhindre, at folk hamstrer julehjælp i form af pakker med madvarer.

Dansk Folkehjælp i Sønderborg har tjekket ansøgerne med Røde Kors, og det viste sig, at fire personer har fået tildelt julehjælp i begge organisationer.

- Ansøgerne skal fortælle, at de har søgt julehjælp i andre organisationer, men det havde de undladt, fortæller Allan Truelsen, formand for Dansk Folkehjælp i Sønderborg.

Den lokale afdeling af Dansk Folkehjælp uddeler i år 66 julekurve. 72 har søgt.

- Det er ikke okay, at nogle får dobbelt hjælp, fordi det betyder, at andre ikke får noget, selv om de har et behov, understreger Allan Truelsen.

Han vil nu arbejde for, at de velgørende organisationer får et fælles ansøgnings-system, så der kan gennemføres en koordineret indsats.

Dansk Folkehjælp oplyser, at ansøgningerne til julehjælp kommer fra kontanthjælpsmodtagere.