Han blev ikke valgt

Henrik Frandsen fra Skærbæk blev ikke chef for landbruget. Han fik 207 stemmer. Martin Merrild fra Struer fik 257, og er dermed ny formand for Landbrug & Fødevarer.

Landbruget får en skarp og temperamentsfuld debattør i spidsen, når den 57-årige vestjyde og viceborgmester i Struer, Martin Merrild, sætter sig i stolen som ny formand for Landbrug & Fødevarer.

Den både lokal- og landbrugspolitisk meget erfarne Martin Merrild får brug for hele sin mangeårige ballast.

For han skal føre et økonomisk hårdt presset landbrug med enorm gæld, svære konkurrencevilkår og udsigt til nye skrappe miljøkrav frelst gennem de kommende år.

Oven i kommer presset fra den mere konfrontationssøgende organisation Bæredygtigt Landbrug. Med nu over 4000 medlemmer er den groet hastigt ud af den frustration, der er i landbruget over vandmiljøplaner og senest randzonerne.