Han er en helt

Hjemmehjælper Kim Wenther er en helt. Onsdag morgen reddede han en 76-årig mand ud fra et brændende hus i landsbyen Grøngrøft ved Aabenraa.

- Jeg føler mig ikke som en helt. Jeg gjorde bare min pligt, siger han beskedent.

Kim Wenther hørte en brandalarm, da han kom ud til den forfaldne landejendom, hvor den 76-årige boede. Manden får hjemmepleje flere gange i døgnet.

Kim Wenther gik ind i huset, hvor han så røg. I køkkenet greb han et viskestykke til at holde sig for munden.

- Jeg tænkte på, hvilket syn jeg ville møde, husker han.

Kim Wenther åbnede endnu en dør. Røgen blev tættere. I stuen stod den ældre mand med ild i bukserne. Hjemmehjælperen fik fat i en pude, som han bruge til at kvæle ilden i mandens bukser.

- Jeg fulgte manden ud og fik slået alarm. En genbo tog sig af manden, fortæller Kim Wenther.

Han trak sig tilbage til huset og forsøgte at slukke branden med vand. Den ældre mands seng stod i flammer.

Det var forgæves, så Kim Wenther forlod huset.

Flammerne stod ud af huset

Branden udviklede sig hurtigt så voldsomt, at flammer stod ud af vinduer og døre.

Indsatsleder Torben Groos, Aabenraa Brand og Redning, er overbevist om, at hjemmehjælperen reddede mandens liv.

- Det var en heltegerning, siger han.

Kim Wenther slap fra redningsindsatsen uden røgforgiftning eller andre skader. I morgen tager han på arbejde igen.

- Jeg vil gøre det igen, hvis jeg møder en borger i nød, siger han.

Den 76-årige blev behandlet på sygehuset for lettere brandskader.

Landejendommen var hans barndomshjem, hvor han har boet hele livet. Stuehuset er udbrændt.

Kim Wenhter er færdig med sin uddannelse som sosu-assistent om to uger.

HJEMMEHJÆLPERE REDDER MAND UD AF BRÆNDENDE HUS