Han er Skoleintras far - og stolt af det

Det er næsten tyve år siden, at to folkeskolelærere fra Løjt Kirkeby fik ideen til Skoleintra.

- Jeg er helt vildt stolt af det. Vi var jo bare nogle selvlærte amatører.

Der er slet ingen tvivl, og svaret kommer prompte fra Bent Bolding Thomsen, der er en af opfinderne bag Skoleintra, som de fleste familier med skolebørn har stiftet bekendskab med.

Skoleintra blev i dag sendt på pension i de fleste kommuner og erstattet med det hele nye AULA.

På høje tide, lyder det fra Bent Bolding Thomsen, der er enig i, at der er brug for et mere strømlinet system

- Uden for mange knopskydninger, som han siger.

Kun på to skoler

Skoleintra blev skabt sammen med kollegaen Carsten Borre Larsen, og oprindeligt var det kun planen, at det skulle bruges på to folkeskoler i Aabenraa Kommune, hvor de begge var ansat.

Men efterhånden som det udviklede sig, kom der stille og roligt en efterspørgsel fra flere og flere skoler.

Resten er en succeshistorie, for siden bredte det sig til hele landet.

Kritikken preller af

Den pensionerede lærer og opfinder giver i dag ikke meget for den kritik, der har været fra især mange forældre.

- Man hører jo kun dem, der er negative, og journalister har det jo med at citere hinanden. Så der blev vedtaget en sandhed om, at forældreintra var dårligt.

- Jeg synes, vi har lavet noget, som rigtig mange forældre har været glade for, fortæller Bent Bolding Thomsen.

En enkelt ting omkring det nye AULA undrer dog opfinderen fra Løjt Kirkeby.

- Jeg synes godt nok, det er vildt at bruge 300-400 millioner kroner på et nyt system, som skal erstatte det, som vi i sin tid lavede som et hobbyprojekt.