Han skal til OL i biologi - eller i kemi

Mads Lund fra Varde er udtaget til OL i biologi. Han er udtaget til bruttotruppen ? og han er også på vej til en plads på kemilandsholdet, som skal til Aserbadjan til sommer.

Den dygtige elev fra Rybners Tekniske Gymnasium i Esbjerg indrømmer, at han er konkurrence-menneske:

- Jeg kan godt lide at konkurrere og sammenligne mig med andre, siger han til TV SYD. Jeg bliver også tirret af, hvis jeg føler, at jeg godt kan gøre det bedre.

Mads Lund er udtaget til biologi-landsholdet, som skal dyste i Aarhus. Men han er med i opløbet til kemi-OL, som holdes i Aserbajdjan. Men hvis han bliver udtaget til begge, skal han vælge.

- Jeg tror bedst, at jeg kan lide kemi. Det er mere fordi det er en blanding af flere forskellige ting, siger han videre til TV SYD. Matematik er mere abstrakt. Der er mere at forholde sig til, når det er kemi. Og biologi skal der meget forklaring til, så de lektier vi laver der, er meget skriftligt. Kemi er mere en blanding af teori og beregninger og sådan noget.

Mads Lund går i 3. B. Han var i efteråret oppe mod 1783 biologi- og biotek-elever fra hele landet. Mads Lund var blandt de 29, som gik videre til udtagelse på Syddansk Universitet i Odense tidligere i denne uge.

De 15 elever, der klarer sig bedst i semifinalen, nomineres til at deltage i en række træningssamlinger på forskellige universiteter i løbet af foråret og sommeren, inden den håndfuld elever, der skal repræsentere Danmark til sommerens internationale biologi-olympiade udvælges.

Hør Mads Lund om det at konkurrere og hans favoritfag. (Varighed: 2:10)