Handlede med narko og slæbte betjent efter bil – nu er de dømt

En politibetjent blev i november slæbt efter en bil i forsøg på at fange to mænd, der handlede med kokain. Nu har de to mænd fået deres straf.

To mænd på 21 og 22 år har fået dom i sag om narkohandel og vold mod tjenestemand i funktion. Dommene inkluderer både fængelsstraf, konfiskation, frakendelse og bøde. Begge mænd har netop anket dommen, fortæller specialanklager Anemarie Haahr fra Syd- og Sønderjyllands Politi til TV SYD.

Den 22-årige blev idømt seks måneders fængsel. Samtidig fik han et forbud mod at opholde sig i et bestemt område af Esbjerg Kommune i ét år på grund af narkotikahandel. 28.150 kroner, der var fortjeneste fra handel med kokain, blev konfiskeret sammen med to mobiltelefoner og 1,75 gram hash.

Den 21-årige var føreren af bilen, som betjenten blev slæbt efter. Han blev idømt 60 dages fængsel og en bøde på 6.000 kroner, der relaterer sig til færdselsforhold. Han fik også frakendt sit kørekort i et år, og så fik han en advarsel om mulig udvisning af Danmark, hvis han handler af kriminel karakter igen.

Begge mænd nægter sig skyldige i kørselsepisoden med betjenten, men har delvist erkendt forholdene relateret til handel med narkotika.

Politimand affyrer varselsskud under slæb

Episoden skete torsdag den 1. november, da en politipatrulje opdagede de to mænd, der handlede med kokain fra deres bil i Willemoesgade i Esbjerg. Da politiet tager kontakt, griber den ene af mændene fat i den ene af politibetjentenes arm. Herefter starter de bilen op og kører med betjenten på slæb. Betjenten blev sluppet, da han gav to varselsskud. De blev sigtet for handel med narko og vold mod en tjenestemand i funktion.

Efter grundlovsforhør fredag den 2. november 2018 blev de to mænd varetægtsfængslet. Den 21-årige blev løsladt den 12. januar, mens den 22-årige blev løsladt den 11. februar. De er nu fængslet efter dom.