Hans liv gik i sort

- Jeg glemmer aldrig den morgen i maj 2006, da jeg stod op og tændte for fjernsynet for at se tekst tv, det hele var gråt, fortæller Ovin Klein Olsen, Vejen, 57 år.

Han er aktuel med en CD med egne sange.

I dag er han meget svagtseende.

- Nedturen blev fuldendt, da lægerne på sygehuset fortalte mig, at det aldrig blev bedre. Jeg skulle forberede mig på, at det kan blive helt mørkt på et tidspunkt, husker han.

Ovin Klein Olsen drev en kro i Rambøldal.

- Mit liv ændrede sig totalt, fra at være meget aktiv til at være afhængig af andre stort set hele tiden. Et liv, som jeg på det tidspunkt ikke syntes var værd at leve, siger han.

Musikken blev hans redning

- Jeg begyndte at skrive sange, det hjalp mig da jeg var længst nede.

Ovin Klein Olsen ønsker at fortælle andre, at de skal huske at passe på deres liv, mens de har det.

- Det nytter ikke bare at køre derudad med 150 kilometer i timen. Tænk på livet på livets vej, lyder hans motto.

- Vi mænd lytter slet ikke til de advarsler som vores omgivelser og vores krop sender os, derfor sidder jeg i dag som en kvart grøntsag. Jeg vil meget gerne ud at fortælle om mit liv krydret med mine sange. Hvis jeg blot kan få én til at tænke mere på sig selv, sit eget liv og sin familie, så har jeg gjort nytte, tilføjer han.

Ovin Klein Olsens hjemmeside