Har du luft nok?

Snigende sygdom kan afsløres med en simpel test. Og det er netop, hvad tre sygeplejersker fra Lungemedicinsk Ambulatorium på Sydvestjysk Sygehus tilbyder i dag onsdag.    

Kronisk Obstruktiv Lungesygdom (KOL) er en snigende sygdom, og du kan have tabt halvdelen af din lungefunktion, inden sygdommen bliver konstateret. Du kan altså have begyndende KOL uden at vide det.
Det er en invaliderende lungesygdom, som påvirker livet for mindst 300.000 danskere. Hver dag er der 10 i Danmark, der dør af sygdommen.

Fem spørgsmål

I dag onsdag -  i anledning af international KOL-dag - kan alle få testet sine lungefunktion. Det sker ved Bilka i Stormgade, Esbjerg, fra kl. 11 til 17.

Det er især en god ide at komme, hvis man kan sige ja til flere af nedenstående spørgsmål:
1.        Er du mere end 35 år?
2.        Har du daglig hoste gennem flere måneder?
3.        Har du ofte slim i luftvejene?
4.        Bliver du let forpustet - f.eks. ved trappegang?
5.        Er du ryger eller ex-ryger?

Puuuuuust

Selve målingen er meget enkel og foregår ved, at man puster i et rør, der er sluttet til et spirometer. Spirometret måler, hvor meget luft man puster ud og hastigheden af luftstrømmen.

Fakta om KOL

Mellem 35-50 % af alle rygere udvikler før eller siden KOL. Hvis du er ryger eller har været ryger i en årrække, bør du derfor få tjekket din lungefunktion mindst en gang om året.
KOL kan ikke helbredes, men den kan sættes i bero. Der er mulighed for at give dig inhalationsmedicin, som dels virker afslappende på muskulaturen, og dels virker forebyggende mod hævelse af slimhinden i bronkierne. Derudover er der også mulighed for, at din egen læge eller sygehuset kan henvise dig til rehabilitering. Rehabilitering vil mindske din åndenød, forbedre din fysiske formåen og udholdenhed.