TV der bevæger dig

Har fået nyt håb - og ny bekymring

Artour Trofimov, da TV SYD besøgte ham i juli.

24-årige Artour Trofimov fra Vejle har fået nyt håb om at måtte blive i Danmark - og en ny bekymring.

Udlændingenævnet har sendt hans sag til fornyet behandling i Udlændingestyrelsen.

Men en uge efter nævnets afgørelse fik han et afslag på permanent opholdstilladelse fra Udlændingestyrelsen. Det afslag er givet - før nævnet kom med sin afgørelse.

Mange fejl

Den 24-årige mand havde brækket benet tre steder, da TV SYD talte med ham den 25. juli. Da havde han fået besked om at forlade Danmark dagen efter - selv om han taler flydende dansk, har sin familie og venner i Danmark, har et arbejde og er under uddannelse.

Hans advokat havde fundet talrige fejl i hans sag. Udlændingenævnet havde i lang tid afvist, at hans klage havde opsættende virkning, men efter omtalen i bl.a. TV SYD skiftede nævnet mening og udsatte afgørelsen om udvisning.

Uddannelse

Artour Trominov kom til Danmark for 11 år siden sammen med sin mor, som i dag er læge på sygehuset i Haderslev. Han arbejder som pizza-bud, fordi han har været nødt til at afbryde sin uddannelse til tømrer.

Han har taget grundforløbet som tømrer i Holstebro, hvor familien boede i starten. Men han kunne ikke få læreplads. Derfor regner han med, at han er nødt til at starte forfra med uddannelsen.

Kompliceret

Hans sag er kompliceret. Men i korte træk ser den nogenlunde således ud:

Allerede da Artour kommer til landet som 13-årig, går det galt: Han får først et dansk person-nummer efter han har været her et år.

Det bliver senere brugt som begrundelse for afslag på ansøgninger om permanent ophold. Udlændingeloven siger, at han skal have været i landet mindst 10 år for at få varig opholdstilladelse.

- Jeg er selvfølgelig glad, men jeg bliver først rigtig glad, når klagen er endelig behandlet, og jeg får lov at blive i Danmark, sagde Artour Trofimov i juli til TV SYD.

Sendt tilbage

For tre uger siden fik den 24-årige så et brev fra Udlændingenævnet, som ophævede kravet om udvisning. Samtidig blev sagen sendt tilbage til Udlændingestyrelsen. Nævnet skrev i brevet, "at der ikke bør meddeles afslag på en opholdstilladelse".

Udlændingenævnet lægger i sit brev vægt på, at Artour Trofimovs ?moder og to brødre er bosat i Danmark, at han løbende har været tilknyttet det danske uddannelsessystem og arbejdsmarked og at han, efter det oplyste, i flere år ikke har været i Rusland?.

Bekymret

Men familien er ikke helt rolig.

Hans mor, Galina Thomsen, er bekymret over et brev fra Udlændingestyrelsen, som kom en uge efter nævnets afgørelsen. Den handler om sagen fra juli - og fastslår, at Artour Trofimov ikke kan få permanent opholdstilladelse - fordi han ikke har haft en midlertidig opholdstilladelse.

- Jeg blev bare så glad over, at min søn måtte blive, og jeg regnede med, at vores problemer nu var løst, sagde Galina Thomsen til Vejle Amts Folkeblad i fredags. For to uger siden kom et skuffende brev fra Udlændingestyrelsen, som afslår at give permanent opholdstilladelse. Styrelsen svarer på en ansøgning fra den 31. juli, og man har derfor ikke nået at tage højde for Udlændingenævnets afgørelse. Derfor slår styrelsen fast, at han ikke kan få permanent opholdstilladelse, når han ikke har en midlertidig opholdstilladelse i forvejen.

Sagen er derfor den, at Artour må blive i Danmark - indtil der kommer svar på en ny ansøgning om midlertidig opholdstilladelse. Dereftrer kan han søge om en permanent opholdstilladelse...

Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden
Hent TV SYDs nye app - seneste nyt lige ved hånden